Hård cykeluge for familien Agergaard

Familien Agergaard fra Lomborg har tilsammen cyklet cirka 230 kilometer den sidste uge af CO2 eksperimentet.

Jørn fik en refleksvest under den sidste klima-udfordring. Det bliver nemlig ham, der kommer til at tage cyklen på arbejde.
Jørn fik en refleksvest under den sidste klima-udfordring. Det bliver nemlig ham, der kommer til at tage cyklen på arbejde.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Der er nu kun to dage tilbage af familien Agergaards prøvelser som TV MIDTVEST's CO2 Familie.

Ialt tre uger med kød kun een gang i ugen, to uger uden nyindkøb og en enkelt uge med kun een bil til rådighed.

- Det går godt. Jeg nyder hybridbilen. Men Jørn skrumper ind til det bare ingenting, smiler mor Margit.

Fordi Margit har hele 60 kilometer til arbejde er det nemlig hende, der råder over den hybridbil, som STS-biler i Holstebro har lånt familien den seneste uge, i stedet for deres to egne.

Og når hun ikke er hjemme, må Jørn og børnene tage cyklen. Jørn har 10 kilometer på arbejde.

- Han er i hvert fald træt om aftenen, forklarer Margit.

Familien har regnet på, hvor mange kilometer, de tilsammen har cyklet, den seneste uge.

Lasse har cyklet 12, Alberte 45, Emilie 65 og Jørn hele 108 kilometer. Ialt 230 kilometer.

0:12
 

På mandag må familien genoptage deres gamle  livsstil med kød stort set hver dag, to biler og nyindkøb af ting og sager.

Men ikke alt bliver som før:

- Vi glæder os til at spise lidt mere kød igen. Men vi kommer nok ikke til at spise helt så meget, som før, mener Margit.