Håndgranat-sag fortsætter: Tvivl om 33-årig ville skade personer

På retssagens dag to var anklager og forsvarer uenige i, om den tiltalte kastede en håndgranat for at skade på personer.

Foto: Alarm 112 Midtjylland

Fredag skulle specialanklager Lise Hebsgaard og forsvarsadvokat Karina Skou fortælle retten om deres syn på spørgsmålet om, hvad den tiltalte 33-årige egentlig ville opnå, da han december 2016 kastede en håndgranat mod Black Armys klubhus i Danmarksgade i Herning.

Læs også Mand smed granat fra sin cykel: Jeg var træt af Black Army

Ligesom på sagens første dag, var politiet synlige både uden for og inde i selve retssalen. Alle tilhørere skulle desuden scannes for våben, inden de kunne træde ind i retssalen.

Speicalanklger Lise Hebsgaard lagde ud med at vise en overvågningsvideo, hvor den tiltalte kaster en håndgranat mod klubhuset, mens han kører på sin cykel.

Cyklens hastighed brugte Lise Hebsgaard som argument for, at den 33-årige ikke holdt stille foran klubhuset i mindst 30 sekunder for at tjekke, at ingen personer ville komme til skade, som den tiltalte ellers tidligere har forklaret.

Ingen kom tilskade ved eksplosion

Forsvarsadvokat Karina Skou lagde vægt på at fortælle nævningene, at ingen kom til skade ved eksplosionen, og at ingen personer havde været i fare i situationen. Og at den 33-årige derfor heller ikke kunne dømmes for forsøg på at forvolde fare for andres liv eller førlighed.

Den 33-årige har tidligere forklaret, at han kastede håndgranaten for at få Black Armys klubhus lukket, men at han ikke ville have, at nogen skulle komme til skade.

Han er desuden tiltalt for at have skudt en mand tre gange i benet, ulovlig våbenbesiddelse og for at have overdraget 100 gram kokain mod betaling.

Efter at have lyttet til anklagerens og forsvarsadvokaternes argumenter meddelte sagens dommer, at der vil blive afsagt endelig dom på torsdag i næste uge.