Håndgranat kastet mod Black Army: Politiet har fået nok

Det var en håndgranat, der tirsdag aften blev kastet mod Black Armys klubhus i Herning, og nu har politiet fået nok.

Black Army håndgranat
Foto: Alarm 112 Midtjylland

Midt- og Vestjyllands Politi har hele natten arbejdet på at finde ud af, hvad der var årsagen til en stor eksplosion ved Black Armys klubhus på Danmarksgade i Herning. Undersøgelserne har vist, at det var en håndgranat, der blev kastet mod klubhuset.

- Det er et rigtig farligt våben, og vi ser med stor alvor på det her, siger politiinspektør Hans Roost.

Håndgranaten landede et par meter fra bygningen, hvor den eksploderer. Her skaber den overtryk og fragmenter flyver rundt i luften. Masser af vinduer i bygninger og biler blev knust.

Politiet er ikke i tvivl om, at det er en eskalering af de seneste episoder, der har været i forbindelse med Black Army i Herning.

I midten af november blev et 28-årigt medlem af Black Army såret af skud på en parkeringsplads, hvor han sad i en bil omgivet af andre bandefolk.

- Vi sætter hårdt ind over for det. Vi har sat en større efterforskning i gang både i forhold til selve eksplosionen, men også i forhold til Black Army, siger Hans Roost.

Midlertidig lukning af klubhuset

Også en midlertidig lukning af klubhuset kan blive aktuelt. Her skeler Midt- og Vestjyllands Politi til et lignende opgør på Fyn mellem Black Army og Hells Angels.

Her blev begge gruppers klubhuse i Odense lukket i en længere periode, og et sådant tiltag overvejer Midt- og Vestjyllands Politi nu også at benytte sig af.

- Det siger sig selv, at når det er en håndgranat, så skal vi gøre alt for at eliminere en ny situation. Vi vil kigge på lovgivningen i forhold til at få lukket klubhuset midlertidigt, siger Hans Roost.

Politiet vil nu sætte mere synligt politi på gaden og patruljere mere i Herning. Desuden vil der foregå en massiv efterforskning både af eksplosionen og miljøet omkring Black Army.

Midt- og Vestjyllands Politi vil desuden samarbejde med andre politikredse omkring Black Army.

0:41
Foto: Alarm 112 Midtjylland