Håb for Nationalpark Skjern Å

Nationalpark Skjern Å kan måske alligevel blive en realitet. Borgmester og landbruget i Ringkøbing-Skjern holder fast i målet om en nationalpark.

0:21
Måske er der alligevel håb i horisonten for Nationalpark Skjern Å.

Det er gået op og ned i planerne om en mulig nationalpark ved Skjern Å. Men nu ser det ud til, at det alligevel kan blive til noget.

- Vi var forskellige aktører i vadehavet for at høre om deres projekt der, og det har vi taget med os hjem og så prøver vi nu at diskutere, hvordan vi kommer videre. Det er vigtigt at vi har de forskellige aktører påbanen og at det sker på frivillig basis, siger Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, (V), Iver Enevoldsen.

Vestjysk Landboforening bakker som udgangspunkt op, men lodsejerne skal høres.

- Det er vigtigt, at man tager fat i de enkelte lodsejere og hører, hvad man vil og får noget rådgivning på, hvad der er vigtigt for den enkelte. Der kan nemt være nogen, som synes, at de kan undvære et areal til at gøre noget andet, men det er vigtigt, at den enkelte selv tager bestik på, hvad man vil, siger Søren Christensen, der er formand for Vestjysk Landboforening.

Projektet om nationalpark Skjern Å blev definitivt droppet i 2012, da kommunen og lodsejerne ikke bakkede op om Folketingets plan om udvidelse. Dengang frygtede de projektet, og frygten er der stadig.

- Nu er det ikke fordi jeg skal stå og træde i noget, men vi har jo haft nogle udfordringer i, omkring Værnengene, at man sådan set har haft nogle aftaler i, at man kan gøre nogle ting, og så fjerner man det. Det er en bekymring, vi er lidt oppe over. Man kan godt lave aftaler, men når man så kommer i mål, så holder aftalerne ikke, siger Søren Christensen.

Formanden mener også, at forholdet mellem natur og landbrug skal overvejes, inden man lægger sig fast på noget.

- Det er også vigtigt, at når man har en produktion herude, så skal man også være sikker på, at man fortsat kan have det, fremfor at det bliver mere og mere natur. Vi er nødt til at have at det går op i en højere enhed, hvor man både kan have natur og en produktion herude, siger Søren Christensen.

Men selvom nationalparken nu er tilbage på dagsordenen, kan det godt have lange udsigter.

- Jeg tør ikke sætte nogen år på, men altså vi kommer mere end et år frem inden vi har skitserne til en nationalpark som vi så kan sende til regeringen og folketinget og få godkendt. Og der er for mig heller ingen tvivl om at det kræver, at der er konsensus lokalt før at man i folketinget vil gå ind og understøtte Nationalpark Skjern Å, siger Iver Enevoldsen.

I TV MIDTVESTs søndags-magasin, Indblik, satte vi fokus på det store lakseeventyr som Skjern Å har lagt vand til. Og som viser at en Nationalpark er værd at kæmpe for:

9:35