Gys og grufulde oplevelser er populære i Mønsted Kalkgruber

Hele efterårsferien har Mønsted Kalkgruber været fyldt med lysende græskar og andre oplevelser. Det har trukket folk en tur under jorden.

Mønsted Kalkgruber, Halloween
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Gyselige græskar og levende flagermus. Hele efterårsferien og en uge endnu har de mørke minegange i Mønsted Kalkgruber været oplyst af græskar.

Feriefolket har haft mulighed for at udsmykke kalkgruberne ved at skære et græskarhoved, og det har været meget populært.

- Det er gået helt forrygende godt. Vi har haft rigtig mange gæster i efterårsferien. Vi ligger på plus 45 procent i forhold til sidste år, så det er vi rigtig glade for, siger Ann Dithmer fra Mønsted Kalkgruber.

Til anledningen var 300 græskar hentet ned i minerne. Desuden kunne de besøgende deltage i en drabelig Dracula-quiz rundt i kalkgruberne.

Den sidste uge har budt på masser af regn, og måske er det årsagen til, at omkring 4800 har været en tur under jorden i efterårsferien.

- Måske er det, fordi vejret ikke har været så godt, og så vil man gerne finde en attraktion indendørs. Selv om det her er natur og udendørs, så er det jo også inden for, siger Ann Dithmer.

For tiden er der rigtig gode muligheder for at se flagermus i Mønsted Kalkgruber, fordi oktober er måneden, hvor rigtig mange flagermus kommer hjem til gruberne for at gå i vinterhi.

Kalkgruberne er pyntet med græsker ind til 30. oktober, fordi flere tyske delstater har efterårsferie i slutningen af oktober.