Gymnasietyverier: To mænd anholdt på Viborg Gymnasium

De to tyve, som vi i går efterlyste på TV MIDTVEST, er i dag blevet anholdt på Viborg Gymnasium. Efterlysningen er dermed aflyst.

De to mænd fra disse overvågningsbilleder blev i dag anholdt på Viborg Gymnasium, hvor politiet mistænkte, at de ville begå endnu et tyveri. Billederne er fra Bjerringbro Gymnasium i tirsdags.
De to mænd fra disse overvågningsbilleder blev i dag anholdt på Viborg Gymnasium, hvor politiet mistænkte, at de ville begå endnu et tyveri. Billederne er fra Bjerringbro Gymnasium i tirsdags.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Tirsdag og onsdag var der tyverier på to gymnasier i landsdelen, henholdsvis Bjerringbro Gymnasium og Ikast-Brande Gymnasium. I den forbindelse efterlyste vi på TV MIDTVEST to personer ud fra nogle overvågningsbilleder. Denne efterlysning er nu aflyst. 

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag anholdt to personer for forsøg på tyveri på Viborg Gymnasium, og de er identiske med de to mænd fra overvågningsbillederne fra tyverierne de sidste to dage. 

- To unge mænd er her til formiddag blevet anholdt på Viborg Gymnasium og sigtet for forsøg på tyveri. De to anholdte er identiske med de to mænd, som Midt- og Vestjyllands Politi har efterlyst for tyverier på gymnasierne i Bjerringbro og Ikast-Brande. Denne efterlysning er hermed aflyst, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Politiet efterforsker nu lignende forbrydelser fra den sidste måned, hvor de to mænd ligeledes er under mistanke. 

Tyvekosterne er på nuværende tidspunkt ikke fundet fra tyverierne, og Midt- og Vestjyllands Politi prøver nu at finde de computere, telefoner og andre genstande, der blev stjålet fra gymnasieeleverne. 

- Midt- og Vestjyllands Politi retter henvendelse direkte til de forurettede, såfremt kosterne dukker op, siger politikommissær Christian Toftemark i en pressemeddelelse.