Gymnasiepiger hjælper Tanzania

En flok gymnasiepiger fra Herning har gennem gymnasietiden samlet mere 160.000 kroner ind. I dag tager de turen til Tanzania for at aflevere det hele.

Nødhjælp

160.000 kroner og en masse sponsorgaver. Så meget har fem gymnasiepiger fra Herning samlet sammen gennem deres gymnasietid til et velgørende formål.

Indsamlingen er gået uden om alle de store og kendte nødhjælpsorganisationer, og i dag tager pigerne turen til Afrika for at aflevere det hele til et nødhjælpsprojekt på et børnehjem i Tanzania.

- Vi vil rigtig gerne ned og hjælpe til og opleve en anden kultur, men det er også lidt for vores egen skyld, så vi kan komme ned og få en kæmpe oplevelse ud af det, siger Anne Sofie Bjørn-Thygesen.

De 160.000 kroner rækker til både lærerlønninger i et halvt år samt morgenmad til alle børnene i et år. Pigerne medbringer også 10 kufferter, der indeholder alt fra tøj til menstruationskopper og fodbolde. Derudover har de fyldt en container med skoleudstyr og en hel systue, der er sendt afsted i forvejen.

- Vi havde slet ikke regnet med at samle så meget ind. Der er faktisk så meget, at det nemt bliver væk, griner Anne Sofie Bjørn-Thygesen, mens hendes og de fire andre piger er i gang med at pakke det sidste.

Gad ikke nødhjælpsorganisationer

Gymnasiefester, studenterhuer, toast og kage har alt sammen bidraget til indsamlingen af de mange tusinde kroner. Beløbet er så vildt, at selv nødhjælpsorganisationerne er imponerede.

- Det er meget, meget stort, og det er virkelig godt gået. Jeg ved, hvor svært det er at få nogle penge i bøssen, siger Stig Glent-Madsen, formand i Dansk Flygtningehjælp.

Pigernes indsamlingsprojekt er gået udenom de store nødhjælpsorganisationer, og det er ikke tilfældigt. Det har nemlig været et mål helt fra starten.

- Så ved vi, hvad der sker med pengene, og vi ved, hvad der kommer til at ske, for vi tager jo selv derned og afleverer det. Det er rart med egne øjne at se, at der rent faktisk er nogen, der får gavn af det, vi har samlet sammen, siger Anne Sofie Bjørn-Thygesen.