Gymnasieelever vinder pris for opfindelse af medicinsut

Fire elever fra Gymnasiet HTX Skjern har opfundet en medicinsut. Den opfindelse er så god, at de nu har vundet en pris.

19medicinsut.jpg
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Når de mindste skal have medicin, kan det nogle gange være en besværlig og grådkvalt omgang.

Men fire gymnasieelever har nu opfundet en løsning på det problem. Løsningen er endda så god, at den netop har sikret eleverne prisen for den bedste idé ved Danish Entrepreneur Awards.

- Det er en fremragende idé med et stort salgspotentiale, lød begrundelsen ved Danish Entrepreneur Awards. 

Foran 370 andre unge opfindere vandt de for deres XX, hvor medicinen sprøjtes ind i suttegummiet på en sut. 

- Det er meget spændende og lærerigt, for man lærer også nogle nye folk at kende, når man skal ud i verden. Så man kommer ud over sine egne grænser, siger Line Nørgaard.

Idéen kom som barnepige

Det var Line Nørgaard, der fik idéen, da hun passede børn i sommerferien.

- Det gik ikke så godt. Jeg havde medicin overalt, og så sagde forældrene, at de lige ville tage over. Men det gik heller ikke så godt. Det var meget stressende, for begge forældre skulle holde barnet nede og give medicin, så barnet blev ked af det. Så kom jeg til at tænke på, om man ikke kunne gøre det på en nemmere måde, og så udviklede vi idéen sammen, siger hun. 

Tirsdag mødes gruppen så igen for at søge patent på designet af deres opfindelse. Sutten er ikke blevet testet på babyer endnu. Den er stadig i prototype-stadiet.