Gymnasieelever vil have unge til at stemme

Unge mellem 18 og 24 år gider ikke kommunalpolitik. En KL-undersøgelse viser at bare 35 % af de unge helt sikkert vil stemme den 19. november. Dét er pinligt, mener fire gymnasieelever fra Thisted, der med en videokampagne vil vække interessen for kommunalpolitik hos deres jævnaldrende.

Valgvideo_0.jpg

Banegården i Thisted danner rammen om en kampagnevideo, der skal få unge mellem 18 og 24 år til at stemme til kommunalvalget den 19. november. I alt laver de fire drenge fra Thisted Gymnasium seks videoer, der bliver en del af en landsdækkende kampagne, der skal vække interessen for kommunalpolitik blandt de 18 til 24-årige.

- Det går ikke, at de bare bliver på sofaen og ikke synes, det er spændende. Vi vil gerne have dem til at se, at der rent faktisk er noget ved det her, og at de rent faktisk kan ændre nogle ting med deres stemme, fortæller Jakob Lundby, der er gymnasieelev og en af idémagerne bag projektet.

Bruger ferien på politik

Videoerne har ikke politiske standpunkter, men opfordrer til at krydserne i boksen den 19. november gør en forskel. De fire thyboer bruger deres efterårsferie på at skyde videoerne, så flere unge sætter et kryds i november. En undersøgelse KL har lavet viser, at bare 35 procent af de unge vil stemme. Derfor håber thyboerne, at videoerne kan være med til at øge andelen af unge vælgere.

- Siger det mest om kommunalpolitik eller mest om unge?

Jeg synes det er 50-50. Kommunalpolitik er ikke lige så sexet på en måde som landspolitik er. Men de unge bliver også nødt til at interessere sig for kommunalpolitik, fordi det er jo deres hverdag, det handler om, mener Kristian Huss, der har været med til at lave videoerne.

Videoerne vil de fire thyboer sprede via Facebook og Twitter, og fra den 28. oktober vil de også ligge på hjemmesiden www.sjovere.nu.

2:05
En gruppe gymnasiedrenge i Thisted vil lokke jævnaldrene til kommunalvalg med humoristiske videoer.