Gymnasieelever drømmer om egen virksomhed

Tre unge fyre drømmer om at starte egen virksomhed, efter de har vundet Danish Entrepreneurship Award foran flere hundrede andre unge.

Spritdispenser
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Torsdag vandt tre elever fra Holstebro Tekniske Gymnasium Da Vinci-prisen til Danish Entrepreneurship Award foran 130 andre hold fra hele landet.

Prisen fik de for en transportabel spritdispenser med touch-funktion til personalet på sygehusene. 

- Det var lidt surrealistisk. Vi havde regnet med at komme langt, men om vi havde regnet med at vinde - det ved jeg ikke. Vi havde håbet på det. Vi er glade og følte, vi var oppe at lege med de store drenge, siger Christian Wessels, der går i 3.U på Holstebro Tekniske Gymnasium.

Spritdispenseren er lavet, så den kan sidde i lommen på sygehuspersonalets kitler, og når de kører hånden ind over, kommer der sprit ud.

Drømmer om egen virksomhed

Egentlig var det bare et skoleprojekt, der begyndte i marts, men nu drømmer Mads Brøgger, Christian Wessels og Jakob Sørensen om at stifte egen virksomhed.

- Drømmen er, at vi efter 3.g starter en virksomhed og begynder at teste den på sygehuse i stor skala og begynder at producere der efter, siger Christian Wessels.

I september var de også med i Region Midtjyllands regionsmesterskaber for Handels- og tekniske gymnasier. Men her lykkedes det ikke at løbe med sejren. Det gjorde det denne gang, og det har givet blod på tanden.

- Det har været sjovt og hårdt arbejde. Det er fedt at få et skulderklap af folk, der ved noget om at starte virksomhed, at det her er noget, der kan blive til noget. Nu har vi selv gået og arbejdet med det og troet på det, men det er rart også at få det at vide ude fra, siger Mads Brøgger.

Med prisen følger 10.000 kroner som de nu vil bruge til at få en designbeskyttelse af produktet.

1:55