Gylletransport ødelægger vejene

En ny undersøgelse viser, at store og brede landbrugsmaskiner øger sliddet på vejene med 34 procent.

Hvert år bliver der kørt cirka to millioner kilometer med gylle på de danske landeveje, i alt bliver der kørt en million læs gylle. Og det belaster vejene voldsomt, skriver Ing.dk.

Ifølge en ny undersøgelse fra Grontmij, udført for asfaltindustrien, bliver sliddet på de danske landevej øget med 34 procent af kørsel med gylletransport.

Dispensation til stor gyllekørsel koster

Trafikstyrelsen har siden marts 2011 givet landbruget en dispensation til store gyllekøretøjer, men den dispensation giver altså ekstra nedbrudte veje, ligesom det kan resultere i, at de svageste veje kollapser.

Rapporten sammenfatter, at gylletransportvognens aksler forøger vejsliddet med 34 procent, og det slid giver en reel risiko for, at vejene med tyndest belægning ikke kan klare den store belastningen.

Stærkere vejkanter

Asfaltindustriens reaktion på undersøgelsen er, at kommunerne ikke behøver lave nye veje til landbruget, til gengæld lægger de op til, at kommunerne bør forstærke vejenes kanter og vigepladser.

- I hvert fald er det ikke rimeligt, at en entrepenør risikerer tab, fordi han har overtaget ansvar for at drive en smal og svagt befæstet vej i en funktionskontrakt og så pludselig opdager, at kommunen har omdannet den til en trafikeret vej for kæmpekøretøjer, siger Anders Hundahl, industriens administrerende direktør.

Ifølge en opgørelse fra Danske Maskinstationer & Entrepenører blev 80 procent  i fjor kørt ud med dispensation for forhøjet akseltryk.