Gyllestation til 20 mio. virker ikke

En gyllestation til 20 millioner i Skave virker ikke. Nu kan en sag om erstatningsansvar være under opsejling.

040914Gylle.jpg

En gyllestation i Skave står i øjeblikket ubrugt hen. Meningen var, at den skulle pumpe gyllen de 14 kilometer fra Skave og ind til Maabjerg Biogasanlæg ved Holstebro. Men den er aldrig kommet til at virke, og derfor kører der nu på andet år i træk tankbiler mellem gyllestationen og biogasanlægget.

Den nye form for transport af gylle er et udviklingsprojekt, som er bygget 20 millioner kroner fra EU. Ifølge Maabjerg Bioenergy har Rambøll som rådgiver ikke gjort det godt nok.

- Vores forventning var jo, at når vi havde henvendt os til noget nær den bedste rådgivning, man kan få på det her område, så var vi ikke kommet i den her situation, siger Knud Schousboe, direktør hos Maabjerg Bioenergy, til TV MIDTVEST.

Sag om erstatningsansvar

Pumperne i anlægget kan ikke holde til den tykke gylle fra kvæg, og nu kan en sag om erstatningsansvar være under opsejling.

Da gylletransport over så lang en strækning ellers er uprøvet, bliver det svært at føre bevis i en eventuel erstatningssag. Derfor risikerer Maabjerg Bioenergy selv at betale regningen.

Rambøll oplyser, at de tager dialogen direkte med Maabjerg Bioenergy.