Drama i havn: Gummiged kom synkende trawler til undsætning

En trawler fik slået hul i skroget under indsejlingen til havnen i Hvide Sande. En usædvanlig redningsaktion gik herefter igang.

Mikkel-Louise ved kajen i Hvide Sande.
Mikkel-Louise ved kajen i Hvide Sande.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

- Der var fandme mange folk, der rendte rundt mellem hinanden, og der er længe mellem, vi får sådan en opgave – en speciel opgave.

Ordene kommer fra indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest, Henning Olesen.

Han puster ud tidligt onsdag morgen efter en dramatisk aften og nat på kajen i Hvide Sande.

Da trawleren Mikkel-Louise fra Hvide Sande sent tirsdag aften var på vej i havn, ramte den ydermolen og begyndte meget hurtigt at tage vand ind.

Skibet nåede dog ind til nærmeste kaj i sidste øjeblik, og de fem ombord nåede sikkert i land.

- Vi ser en bomtrawler ligge for enden af kajen halvvejs under vandet, da vi ankommer, fortæller indsatsleder Henning Olesen.

Han fik alarmen lige før midnat.

- Vi får skaffet alle de pumper, vi kan i miles omkreds. Det var ekstremt hektisk. Vi havde brug for hænder, så vi kunne redde, det der kunne reddes, tilføjer Henning Olesen.

Alle hjalp til

Alle fra havnen, frivillige fra Ringkøbing og også Beredskabsstyrelsen Midtjylland fra Herning blev tilkaldt og assisterede med store pumper og 14 mand.

- Vores opgave er at holde den flydende, indtil den kan slæbes længere ind, fortæller indsatslederen fra Brand & Redning MidtVest.

Og det lykkedes.

På et tidspunkt kunne skibet så endelig slæbes længere ind på lavt vand. Det skete på en måde, som nok de færreste havde forestillet sig.

- Havnefolkene slæbte den længere ind, så den kunne stå på bunden. De brugte en gummiged. De kan nogle ting de folk, fortæller Henning Olesen.

Han er imponeret over den snarrådighed havnefolkene udviste.

Har pumpet hele natten

Klokken 3:30 kunne Brand & Redning MidtVest forlade havnen og lade Beredskabsstyrelsen klare resten.

- Hele natten har vi haft seks mand på stedet, som har holdt pumperne kørende, fortæller første vagthavende Per Rønholm fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland.

Han oplyser, at man for en sikkerheds skyld har lagt flydespærringer ud, hvis der skulle være sluppet brændstof ud i vandet, men det tyder ikke på at være tilfældet.

Dykkere skal onsdag ned og inspicere skroget for at undersøge, om man kan lappe hullet.

Herfra er det en forsikringssag, hvad der videre skal ske med Mikkel-Louise.

I første omgang tyder det på, at det er den kraftige vind, der har givet problemer med at manøvrere under indsejlingen til havnen i Hvide Sande.