Gulldén forlader Viborg HK

Gulldén forlader Viborg HK

Viborg HKs måske største profil, Isabelle Gulldén, forlader klubben efter denne sæson. Det skriver Viborg HK på deres hjemmeside.

Hun har været nævnt blandt de spillere, der ville forlade Viborg HK efter sæsonen i et stykke tid. Men først her til aften er det endelig blevet bekræftet, at Isabelle Gulldén forlader Viborg HK efter sæsonen.

- Det er et stort tab for klubben, men Bella fortjener sit eventyr. I den tid jeg har været i klubben, har hun udviklet sig til at være en styrende spiller og en leder på holdet. Hun er blevet sen større og mere komplet spiller i løbet af de sidste par år, siger Viborg HKs Christian Dalmose til klubbens hjemmeside.

Mod øst

Isabelle Gulldén debuterede for Viborg HK i 2011 efter skiftet fra barndomsklubben Sävehof. Det er endnu ikke blevet bekræftet, hvor den svenske playmaker fortsætter karrieren, men træner Dalmose antyder kraftigt, at Isabelle Gulldén skal mod øst.

- Det er ærgerligt, men naturligt. Hun har udviklet sig, fordi hun har villet, og når en spiller udvikler sig sådan, er det naturligt, at store østeuropæiske klubber bliver interesseret, siger Christian Dalmose og fortsætter.

Kan være vi ser hende igen

- Jeg har haft et tæt forhold til Bella og et godt samarbejde, og jeg ved, det har været en svær beslutning for hende, men jeg bakker op. der sker nogle ting i éns liv, og det her, det er så det, der sker i Isabelle Gulldéns liv nu. Jeg vil hele tiden følge hende, og jeg siger på gensyn - for jeg tror, det sagtens kan være, at vi ser hende igen, siger Christian Dalmose.

Isabelle Gulldén er blevet sat i forbindelse med den rumænske klub CSM Bucuresti.