Guldsmed i Videbæk udsat for indbrud igen

Endnu en træls morgen for guldsmed i Videbæk. Natten til mandag var butikken igen udsat for indbrud.

I august var butikken også udsat for indbrudsforsøg. Den gang lykkedes det ikke gerningsmændene.
I august var butikken også udsat for indbrudsforsøg. Den gang lykkedes det ikke gerningsmændene.

Natten til mandag var der endnu en gang indbrud i Vestergaard Ure, Guld og Sølv på Søndergade 3 i Videbæk. 

Klokken 05.04 gik alarmen, og da politiet ankom blev de mødt af en smadret butiksrude.

- De har brugt et koben eller lignende til det, siger Kjeld Nedergaard, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet under indbruddet, men de regner med et par hundrede smykker. 

Det er sjette gang forretningen i Videbæk er udsat for indbrud eller forsøg på samme. Tilbage i august kørte tyve en bil ind i facaden på guldsmedeforretningen, men den gang lykkedes det ikke at trænge ind, og gerningsmændene stak efterfølgende af. 

Indehaver af butikken, Anette Larsen, har mistanke om, at nattens tyve er de samme, som tidligere har været på spil. Mandag formiddag er hun i gang med at rydde op i sin butik, og hun anslår, at tyvene denne gang har fået smykker med til en værdi af et par hundrede tusinde. 

- Man tager det personligt, når sådan noget sker. Det gør ondt, og det kræver helt vildt meget arbejde efterfølgende, siger Anette Larsen til TV MIDTVEST. 

Politiet skal nu i gang med at gennemgå butikkens overvågningsbilleder.