Guld til murer fra Holstebro

22-årige Nicolai Munksgaard Asmussen har vundet guld ved de nordiske mesterskabet for unge murere.

Efter flere dages hårdt og intens arbejde blev den 22-årige Nicolai Munksgaard Asmussen fra Holstebro i dag kåret til Nordens bedste murer. Konkurrencen fandt sted i Finland, hvor den danske håndværker dystede mod konkurrenter fra Sverige og Finland.

- Som vi forventede, præsterede Nicolai et flot og præsentabelt resultat. Han har udvist stor rutine og disciplin under hele konkurrencen, siger landstræner Finn Pedersen fra EUC Nord.

Den nykårede nordiske mester blev uddannet i 2010, og blev tidligere på året kåret til dansk mester. Med det nordiske mesterskab er Nicolai Munksgaard Asmussen nu også kvalificeret til VM i London i oktober.