Guld og grønne skove kommer til Holstebro

En ny udstilling på Holstebro Kunstmuseum indeholder kunstværker, der aldrig har været vist uden for København.

Maleri af Constantin Hansen.
Maleri af Constantin Hansen.
Foto: Holstebro Kunstmuseum

Der er dansk og fransk kunst i massevis, når udstillingen "Guld og grønne skove - Ordrupgaard 100 år" i dag åbner på Holstebro Kunstmuseum.

For 100 år siden blev Ordrupgaard i Charlottenlund åbnet for besøgende, og i dag rummer museet en stor samling kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. For at markere jubilæet er kunstværkerne nu blevet samlet i en bog og vil kunne opleves på en række museer i en danmarksturné - og første stop er altså Holstebro.

- Vi håber rigtig mange danskere får glæde af samlingen. Turnéen er en unik mulighed for at dele én af Danmarks fineste kunstsamlinger med resten af landet, og vi glæder os meget til mødet mellem vores kunstværker og gæsterne landet rundt, siger Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark i en pressemeddelelse.

Med i udstillingen er værker af blandt andre C.W. Eckersberg, L.A. Ring, Theodor Philipsen og hele ni værker af Vilhelm Hammershøi. Det er første gang, Ordrupgaards danske samling vises udenfor København.

Kunstværkerne besøger Holstebro frem til den 21. maj. Efterfølgende skal udstillingen vises på Ribe Kunstmuseum, Skovgaardmuseet i Viborg og Sorø Kunstmuseum.