Guf har boet alene i jysk mose i 38 år – moren, præsten og kvinderne tvang ham derud

Svigt efter svigt fik 83-årige Steen 'Guf' Ingolf Gad Østerby til at miste troen på mennesker og forsvinde helt derud, hvor mørket og vinden regerer.

Hobbykniven hakker sig modvilligt gennem det røde kød. Sener og blodårer flagrer omkring i blodbadet.

Guf står midt i en skov med et kadaver på en gammel træplade. Det er en grævling. Et fredet dyr, som ikke må jages. Men dette dyr er ikke jaget. Det er blevet kørt ned. Guf har fundet det på vejen.

Intet går til spilde i mosen. Guf ved, at alt, der kan spises, kan udgøre et måltid.

Ifølge ham selv kan han spise alt, bare det er friskt. Og der er masser af kød på en grævling.

Han bruger en fukssvans til at save de største knogler over. Ribben, lår, ben og muskler skæres fra hinanden.

Klumperne smider han i en spand med vand fra vandhullet, så blodet trækkes ud. Hygiejneeksperter ville korse sig, men Guf er aldrig syg, siger han.

Og sådan har det været i 38 år. Så længe har han boet alene. Levet i en gennemrusten bus, midt i skoven og spist kød, som de færreste andre ville sætte tænderne i.

FAKTA OM 'DA GUF GIK I SKOVEN'

Steen Ingolf "Guf" Gad Østerby er en eneboer, som bor i en mose tæt på byen Vinderup cirka 20 km fra Holstebro. 

 

Der har han boet i 38 år. Uden rindende vand og elektricitet. I en gammel bus, som han købte for 700 kroner.

 

I forbindelse med tv-dokumentaren 'Da Guf gik i skoven' har TV 2 fulgt hans liv i mosen i et år, for at finde svar på, hvad der får en mand til at vende samfundet ryggen og leve i pagt med naturen.

 

Dokumentaren er produceret af TV MIDTVEST og sendes på TV 2 mandag den 10. december kl. 21.10, men kan allerede nu ses på TV 2 PLAY. 

Moren

Han blev født for 83 år siden. Og det er også her, vi skal starte for at finde forklaringen på, hvordan han endte i skoven. I februar 1935 kom han til verden under navnet Leif Steen Rasmussen på Sjælland. Tilnavnet Guf fik han først i teenageårene.

Hans far er ukendt. Hans mor hed Lilly Betty Rasmussen. I et år boede Guf sammen med hende, indtil hun opgav og afleverede ham på et børnehjem. Hvorfor ved Guf ikke. Han gætter på, at det må have været vanskeligt at gå alene hjemme med et barn uden far dengang. At hans eksistens gjorde det svært for moren at finde en ny mand. Men det er gætteri. Han har aldrig fået et svar.

For få år siden forsøgte han at finde hende, men da havde hun været død i nogle år. Noget fik han dog ud af det. Blandt hendes efterladenskaber var gemt en lille pung af rødt velour. Et tyndt guldbånd holdt den lukket. I pungen lå et lille falmet billede af Lilly og en lille glad dreng på et tæppe. Drengen måtte være Guf.

Han har fået billedet forstørret og givet det en fremtrædende plads ved sit skrivebord i bussen. Så kan han se det hver dag, når han læser ugeblade, drikker kaffe, spiser mad og ryger cigaretter. I øvrigt cirka 30 om dagen. Uden filter.

Det her er eneste minde, Guf har om sin biologiske mor. Det har fået en fremtrædende plads på hans bord.

Sound on/off

Hans hud er domineret af folder på kryds og tværs. Nogle så dybe, at de kunne holde fast i et stykke papir.

Præstens kone var kærlig, men selvom præsten prædikede om gode dyder og medmenneskelighed i kirken, var hjemmefronten fyldt med tæsk.

Gufs stemme hæver sig, når han fortæller om livet på præstegården. Dialekten er jysk og en smule utydelig. Nok på grund af de manglende tænder. Dem har han selv vippet ud med en skruetrækker, fordi de gjorde ondt. Nu er der kun tre stumper tilbage.

Hans hud er domineret af folder på kryds og tværs. Nogle så dybe, at de kunne holde fast i et stykke papir. Håret er langt og hvidt og vokser ud fra toppen af hovedet. Når temperaturen bliver lav, lader han skægget gro, indtil temperaturen stiger igen.

Vinduerne er farvet gule af nikotin. Kun en rund plet i midten gør det muligt at kigge ud. Rundt i stuen er hundredevis af film stablet og yndige kvinder pryder væggene. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Mellem fingrene har en cigaret sin faste plads. Huden på hænderne hænger en smule, og under neglene har års snavs permanent puttet sig. Hvis de kunne tale, ville de fortælle historier om et hårdt liv som arbejdsmand. Som barn havde han også svært ved at sidde stille.

Det passede ikke præsten.

Han tyede til nævernes sprog for at rette op på den lille adoptivdreng, der nægtede at lade sig kue. De samme hænder, som helbredte i kirken, gjorde livet helvedes hedt for Guf.

Som treårig mistede han sin adoptivmor. Hun døde i barselssengen efter endnu et mislykket forsøg på at blive gravid. Med hendes død mistede Guf det eneste kærlige holdepunkt i sit liv.

Guf med sin adoptivstoresøster og adoptivmor i hendes sygeseng. Først flere år senere fik han at vide, at hun ikke var hans biologiske mor.

Præsten giftede sig igen, og den nye kone skænkede ham fire børn. Samtidig fik Guf et nyt navn: Steen Ingolf Gad Østerby. Alligevel følte han sig uønsket. Den nye familie fik ham til at føle sig valgt fra.

Frøet spirede. Mistilliden voksede sig større.

Inden han var fyldt ti år, stak han af. Flygtede ud i skoven, hvor han boede i dagevis. Han sov under lavthængende grene på tørt græs og levede af bær, og hvad han kunne finde. Et ’helle’ skånet for præstens vrede. Men han blev opdaget og sendt tilbage.

Straffen var børnehjem igen.

Nogle dage inden afgang hev præsten Guf med ud i garagen, hvor han fik et lag tæsk. I dag kan han ikke huske hvorfor. Men han kan huske, hvad han sagde bagefter:

- Man skulle fandme ikke tro, du var min far, sådan som du behandler mig.

Svaret var kort og brutalt.

- Det er jeg heller ikke, sagde præsten og gik.

I samme øjeblik gik det op for Guf, at det så heller ikke var hans biologiske mor, som han havde mistet år forinden.

Præsten med sin første hustru.

Hvis præstegården var helvedes forgård, var børnehjemmet selve helvede. Tæsk med næver og spanskrør var hverdag.

Hverdagens grumhed påvirkede den niårige Guf. Han ville dø. Det var det nemmeste. Alligevel besluttede han sig for det modsatte - at leve. Hvis det var hans plageånders mål at slå ham ihjel, så skulle de ikke få den glæde. Han strittede imod med al sin stædighed.

Det har han gjort lige siden.

Samtidig spredte mistilliden til medmenneskerne sig nu i fuldt flor i Gufs krop.

Sound on/off

Guf gør aldrig rent, har ikke et køleskab og bader i den nærliggende sø, når vejret tillader det. Men det lugter ikke i bussen.

Konerne

På trods af sin høje alder, sit hårde liv og forbrug af cigaretter er Guf utrolig adræt. Hans gang er sikker og hurtig. Han har ingen skavanker. Og så løfter han tunge træstammer med lethed. Det er årtier, siden han var ved lægen, men han føler sig fuldstændig rask.

Guf gør aldrig rent, har ikke et køleskab og bader i den nærliggende sø, når vejret tillader det. Men det lugter ikke i bussen.

Den eneste dominerende lugt er brændeovnen, som gør sit arbejde. Under loftet svæver røgen i et tyndt lag. Men Guf er blot 162 cm høj, så han ænser den ikke.

Kun når det er koldt. Så falder røgpartiklerne ned. Gennem årene har de lagt sig som et fint tæppe overalt og har farvet interiøret brunt. I harmoni med bussens vinduer, som er farvet gule af de mange cigaretter, Guf ryger.

Udenfor klukker en håndfuld høns og syv katte. Dyr har han altid holdt af. Dem kan han regne med.

Anderledes har det været med menneskerne i hans liv. Siden han var spæd, er han blevet behandlet uværdigt. Gang på gang forsøgt banket på plads.

Guf har en håndfuld høns og syv katte, som han fodrer og elsker. Kattemad er hans største udgift efter cigaretter. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Sådan har det også været med hans ægteskaber. Alle tre.

Han blev gift med sin første kone Anni, lige før han fyldte 30 år. Han var blevet sømand, havde mødt hende på landgang og gjort hende gravid. Eller det troede han i hvert fald.

- Men det var løgn, siger Guf.

Han fandt ud af, at hun slet ikke kunne blive gravid, men han lod det passere. Han ville gerne have det til at fungere. Han drømte om at få børn.

Sound on/off

Han vendte det ryggen. Stak af. Stak til søs. Påmønstrede skibe, som tog ham til Asien, Australien, Sydamerika og Afrika.

Men han kunne ikke ignorere de tegn, hun uforvarende sendte. Hun så andre mænd. Han kunne mærke det. De kom i deres hjem, men han så det aldrig direkte. Indtil den dag, hvor han ventede på hendes arbejde. Da så han hende i armene på en anden.

Guf smed hende ud og skiftede låsen. Han var såret. Svigtet af sin nærmeste. Igen.

Han vendte det ryggen. Stak af. Stak til søs. Påmønstrede skibe, som tog ham til Asien, Australien, Sydamerika og Afrika. Kroppen pansrede han udenpå med flere og flere tatoveringer.

Guf som sømand, hvor han oftest tog sig af dyr på de lange rejser.

Han blev både gift med en pige fra Thailand og en fra Singapore efter få måneders bekendtskab. Men forholdene var dødsdømte. Begge piger kom til Danmark, men forlod landet igen efter godt en måned. Den ene syntes, Danmark var for koldt. Den anden skulle hjem til en arv.

Guf siger, han ikke længere kan huske deres navne. Den enes navn er tatoveret på hans arm, men det er for længst tværet ud til en ubestemmelig klat.

Forladt igen. Svigt efter svigt forfulgte Guf. Ifølge ham selv er han blevet svigtet lige siden fødslen.

Han tog nu en drastisk beslutning.

 

Sound on/off

I den nærliggende landsby fandt Guf en rusten og udtjent rutebil, som han fik bugseret ud i lysningen. 700 kroner kostede den.

Han gad ikke mere. Han var træt af mennesker. Træt af at bygge relationer op og så ende alene.

Han flyttede væk og tog et job på en minkfarm. Han fik lov til at bo i en lille campingvogn på farmen. Han har altid haft hænderne godt skruet på og ikke klaget over at skulle tage fat. I syv år knoklede han på farmen. Men minkfarmeren kørte ham hårdt. Forlangte flere og flere pelsninger i døgnet. Til sidst blev det for meget.

Han sagde op.

Uden job og uden et sted at stille sin campingvogn søgte Guf noget andet. Han havde nogle bekendte på egnen, og en af dem ejede nogle tønder land med skov, mose og sø. Langt fra alt. Men ikke langt fra det, Guf søgte: alenetid.

I skoven var en lille lysning, som Guf forelskede sig i.

Campingvognen var mæt af dage. I den nærliggende landsby fandt Guf en rusten og udtjent rutebil, som han fik bugseret ud i lysningen. 700 kroner kostede den ham.

Guf gik i gang med at flå sæder ud og tilpasse bussen. Den skulle også have en brændeovn og en tilbygning, som skulle blive hans stue.

Han vidste, at der lå et vandhul tæt på, som piblede med drikkevand.

Og det var i vandet herfra, han smed kødet fra den slagtede grævling. Senere på dagen blev den kogt, krydret og stegt. Et festmåltid. Meget bedre end ræv. Rævekød er for syrligt. Det ved Guf nu.

  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

For som årene gik, fandt Guf sig bedre og bedre til rette i skovens ro. Han lavede en aftale om at have adresse ved ejeren, så hans postkasse kunne stå ved vejen. Ellers kan han ikke få sin folkepension, som er hans livsnerve, når skoven ikke kan levere maden.

Han lever alene, spiser nedkørte dyr og bader i søen.

Men om natten må det primitive liv vige.

Når tusmørket falder på, forvandler skoven sig. Hver aften klokken 19.30 vækkes en summen i skovens mørke til live.

Det er en benzingenerator. Den giver bussen strøm og lys. Lyset afslører en stue på knap otte kvadratmeter. I midten troner en pille, som holder loftet. Et cafebord med to stole træder pludselig frem. Et tungt lag støv og faldne røgpartikler afslører dog, at det aldrig bliver brugt.

På væggene hænger billeder af letpåklædte kvinder, tyske slager-sangerinder og gamle venner. Rundt om dem er hundredvis af vhs-bånd og dvd-film stablet. En faldefærdig sofa står foran fjernsynet.

Midt i det hele sætter han sig. Og så sidder han der, alene i skoven, og ser tv. Han ser ’TV-Avisen’ hver aften. Det er vigtigt for ham at følge med, siger han. Han har helt styr på dansk politik. Han har også klare holdninger til præsidenterne fra Amerika og Rusland.

Nogle dage ser han film eller tv til klokken fire om morgenen.

Krepere

På trods af sit ønske om at leve alene og i pagt med naturen er Guf ikke ukendt på egnen øst for Holstebro. Der er skrevet en bog om ham, hvis første oplag er udsolgt. Han holder foredrag på biblioteker og skoler.

Han svarer på alle spørgsmål fra sine tilhørere. Han morer sig over, at børn altid stiller det samme spørgsmål.

- ”Hvor ski’er du?” spørger de mig altid om.

Svaret er ”i skoven”.

Han har nogle bekendtskaber, men han har ingen, han kalder rigtige venner. Det tror han simpelthen ikke på mere.

Snart vises en ny film om ham og hans liv på TV 2. Det har han det godt med. Han forstår godt, hvorfor hans livsform er spændende for andre.

Sound on/off

Han har ingen planer om at flytte fra sin mose. Han vil dø derude.

Når opmærksomheden langsomt forsvinder, vender hverdagen tilbage i mosen.

- Så bliver det bare, som det plejer igen, siger Guf.

Han har ingen planer om at flytte fra sin mose. Han vil dø derude. Hellere det end at ende svag og uvirksom på et eller andet hjem.

- Jeg vil bare falde om her. Bare krepere. Så er det slut.

Bevidst om, at han en dag vil blive fundet. Livløs som de dyr, han nogle gange finder.

  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Han kigger ud af sit gulne vindue ved sit lille bord. Der er kun en bar cirkelformet plet i midten til at kigge igennem.

Foran bussen har han udsigt til tre træer, som kun var små spirer, da han flyttede ind i bussen. Han har fulgt deres vækst gennem årtier.

Som hans mistillid til andre begyndte de også som et frø, der voksede sig stort.

Se hele temaet om Guf med videoklip fra de sidste 9 år eller køb billet til foredraget med Guf hos TV MIDTVEST den 9. januar 2019.

 

Udgivet den 9. december 2018

Tekst: Alexander Klemp, TV 2

Billeder: Privatfoto og Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Video: Majbrit Bach, TV MIDTVEST