Gudenåen oversvømmes af grøde

Det kan blive en hård udfordring at tage en tur i kano på Gudenåen. Grøde i åen skaber problemer for kanoudlejere og lystfiskere.

19Oversvoemmelse.transfer.jpg

Kanoture er et hit i sommervarmen. Men grøde i Gudenåen volder problemer for kanoudlejere og lystfiskere.

- Det er jo generende, at når man sejler i kano eller kajak ved Gudenåen, at der ligger så mange vandplanter, så man ikke kan komme til, lyder kritikken fra kanoudlejer Jeppe Bo Nielsen.

Glat bådbro

Lige nu gør grøden, at vandstanden nogle steder i Gudenåen er mere end en halv meter over normalen. Og det skaber problemer.

På kano-bådbroen ved Tange Elværk betyder det, at broen er oversvømmet.

- Så kommer der sådan et lille algelag, og det giver sådan en nærmest brun sæbe-agtig fornemmelse, så det er glat dernede, og der sker uheldige episoder, forklarer kanoudlejeren.

Tilbagevendende problem

Problemet er tilbagevendende hvert år. Alligevel har Viborg og Silkeborg kommuner hvor Gudenåen blandt andet løber igennem kun skåret grøde én gang om året.

- Det er jo ud fra det vandløbsregulativ, der nu engang er vedtaget. Skal vi gøre noget andet, jamen så skal vi vedtage et andet regulativ, lyder det fra Johannes Vesterby, der er medlem af Viborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg for Venstre.

Skæres to gange årligt

Står det til Jeppe Bo Nielsen, så skal der skæres grøde to gange om året for at komme problemet til livs.

Nu vil politikerne i de to kommuner se på om de stramme regulativer kan blødes op til gavn for turismen.

Årets Grødebeskæring begynder den 15. August.