Grundlæggeren af Evangelist til stævne i Svankjær

Arrangørerne af FireFall ønsker ikke at fortælle om stævnet i Thy, og det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Hedegaard.

Christian Hedegaard fotograferet efter retssagen i 2012.
Christian Hedegaard fotograferet efter retssagen i 2012.
Foto: Arkiv

Grundlæggeren af den kristne bevægelse Evangelist, Christian Hedegaard, er tilbage i Danmark. 

Hedegaard deltager i et stævne i den tidligere efterskole i Svankjær i Thy. Stævnet har fået titlen FireFall, og på hjemmesiden Evangelist.dk kan man læse, at det hele arrangeres af en gruppe kristne fra hele landet samt venner af foreningen Evangelist.

Arrangørerne har ikke ønsket at stille op til et interview med TV MIDTVEST og vil heller ikke oplyse antallet af deltagere i stævnet.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Hedegaard selv, og lukketheden bekymrer biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær.

- Det er problematisk med den her type sekter, at de lukker sig om sig selv, og at det foregår i det dulgte - og at de bruger metoder, som stemmer meget lidt overens med den type kristendom, som jeg bekender mig til, siger biskoppen.

Evangelist blev stiftet i 2000 og havde i flere år jysk hovedsæde i Arnborg, men i 2011 flyttede Hedegaard til Florida i USA for at starte menigheden Powerhouse.

Hedegaard blev i 2012 i Østre Landsret dømt for kvaksalveri i forbindelse med dæmonuddrivelse mod to psykisk syge, der ikke fik adgang til deres lægeordinerede medicin. Han nægtede sig skyldig og forsøgte uden held at få sagen prøvet i Højesteret.

Janne Sørensen fra Hillerød er Hillerød er stærkt kritisk over for Evangelists metoder. Hendes eksmand har tidligere været med i bevægelsen, og hun frygter, at stævnet i Svankjær er et tegn på, at Hedegaard igen vil være aktiv i Danmark.

- Jeg har set mennesker med posttraumatisk stress efter at have været i hænderne på dem. Folk som aldrig kommer sig over det her. Derfor er jeg meget bekymret for, at de starter op igen med at lave noget vækkelse i Jylland, siger hun.

2:29