Grundfos øger milliardoverskud på trods af salgsnedgang

Pumpevirksomheden kommer ud af 2016 med et overskud 2,2 milliarder kroner. 200 millioner mere end i 2015 på trods af et fald i omsætningen.

grundfos18.jpg

Der var flere positive meldinger, da Grundfos mandag præsenterede sit årsregnskab for 2016. 

Pumpevirksomheden kommer ud af 2016 med et overskud før skat og renter på 2,2 milliarder kroner. Det er knap 200 millioner bedre end året forinden på trods af et mindre fald i nettoomsætningen. Koncernens nettoomsætning i 2016 nåede 24,7 milliarder danske kroner.

Et stærkt andet halvår førte til en vækst for året på 0,5 procent, mens det samlede salg udviklede sig negativt med -0,5 procent på grund af frasalg af virksomhed.

- Når vi sammenligner med vores direkte konkurrenter, er det vores klare vurdering, at vi har øget vores andel af det globale pumpemarked. Trods den beskedne salgsvækst for året har vi derfor yderligere konsolideret vores position som den globalt førende leverandør af pumpeløsninger. Efter et udfordrende første halvår er vi særligt glade for, at vores salg fik stærkere momentum i anden halvdel af 2016 samtidig med, at markedet generelt svækkedes, siger Mads Nipper, administrerende direktør i Grundfos.

Der var vækst i flere markeder som eksempelvis Tyskland, Kina, Storbritannien. Rusland og Mellemøsten led fortsat under lavt aktivitetsniveau drevet af vigende oliepriser og generel finansiel usikkerhed. Men også salget i USA gik tilbage efter et 2015 med stærk vækst.

- Konkurrencen er hård, og vi skal konstant fokusere på at tilbyde vores kunder de mest værdiskabende løsninger og den bedste service. Samtidig skal vi hele tiden blive mere effektive, så vi kan forøge investeringerne i det, som skal skabe fremtidig vækst, forklarer Mads Nipper.

Grundfos beskæftigede ved årets udgang 17.779 mennesker over det meste af verden.