Grundfos misbrugt af virksomhed

Bjerringbro-virksomheden er uden at vide det blevet brugt med navn og logo i forbindelse med en lampevirksomheds salgsmateriale.

Endnu et dansk erhvervsklenodie lægger ifølge Finans afstand til lampekometen Hesalight, efter det er kommet frem, at selskabet har smykket sig med en lang række kunder, som ikke kender til selskabet.

Der er hverken tale om et samarbejde eller partnerskab.  

"Exceptionelt stærke partnere", sådan skriver Hesalight i salgsmateriale, hvor Grundfos fremgår flere steder med navn og logo, men pumpekoncernen afviser, at man har haft et partnerskab med Hesalight.
    
- Vi har ikke set præsentationen tidligere, og hvis vi skulle stå som seriøs partner, skulle vi jo være vidende om det. Men der er hverken tale om et samarbejde eller partnerskab, for det er aldrig blevet etableret, siger Frank B. Winther, der er kommunikationschef i Grundfos, til Finans.
    
Michael Ulveman, der agerer talsmand for lampeselskabet, skriver, at Hesalight har præsenteret Grundfos' produkter for Hesalights kunder i Italien, men at der ikke er kommet konkrete ordrer ud af indsatsen.