Grundfos-arving: Jeg er ikke kandidat

Grundfos-arving Poul Due Jensen dementerer med en pressemeddelelse i dag, at han skulle være kandidat til posten som koncernchef i Bjerringbro-virksomheden.

grundfos18.jpg

Poul Due Jensen, der er barnebarn til Grundfos' stifter af samme navn, afviser i dag, at han skal være virksomhedens nye koncernchef.

- Jeg er ikke kandidat til jobbet som koncernchef, skriver Poul Due Jensen i en pressemeddelelse.

I sidste uge blev koncernchef Carsten Bjerg fyret som konsekvens af dårlige resultater og rygter om magtkamp med Niels og Poul Due Jensen. I dag kan man så læse i Børsen, at Poul Due Jensen til spørgsmålet om pladsen som koncernchef ikke kategorisk afviser sit kandidatur.

- Jeg synes, at vi skal vente med alting og lige lade det her dampe af, lyder det fra den 42-årige arving til Børsen.

Men det er en mistolkning, lyder det her til formiddag i en pressemeddelelse fra Poul Due Jensen.

- På trods af min klare afvisning af Børsens fantasier, så føler jeg grund til at skære tingene ud i pap en gang til, så selv de mest spekulative erhvervsjournalister kan forstå det: Jeg er ikke kandidat til jobbet som koncernchef efter Carsten Bjerg, skriver Poul Due Jensen, der lige nu fungerer som regionaldirektør for Grundfos Asia/Pacific.

Rekrutteringsfirmaet Spencer Stuart er hyret til at finde Grundfos' næste koncernchef. Ifølge Børsen har koncerndirektør Søren Ø. Sørensen meldt sig som kandidat.