Da Bo blev til Bodil

Mens kønsskifte-tragedien "The Danish Girl" går i biografer landet over, viser Grundfos-ansat vejen.

Bo skiftede identitet til Bodil Marie Jensen.
Bo skiftede identitet til Bodil Marie Jensen.
Foto: HK MidtVest

Med den Oscar-vindende stjerneskuespiller Eddie Redmayne i rollen som Einar Magnus Andreas Wegener, der skifter identitet til Lili Elbe, rammer filmen "The Danish Girl" torsdag biograflærrederne i hele landet.

I filmen fortælles den virkelige historie om, hvordan Lili Elbe måtte flygte til Paris efter omverdenens reaktioner på kønsskiftet. Filmen foregår i starten af 1900-tallet, men kampen for at overvinde stigmatiseringen ved kønsskifte er dog ikke ukendt for HK MidtVest og Grundfos.

I oktober 2015 kunne de to parter i fællesskab hjælpe en it-koordinator ved Grundfos i Bjerringbro med at "springe ud" som Bodil, efter at kolleger havde kendt it-koordinatoren som Bo siden 2004.

Jeg vil sige, at jeg faktisk har fået en tættere kontakt til mine kolleger efter kønsskiftet

- Lige efter, at jeg blev til Bodil, kunne folk godt virke lidt nervøse, når de skulle snakke med mig, og der kunne være ryddet ved kaffemaskinen, når jeg kom for at få en kop kaffe, fortæller Bodil Marie Jensen.

- Men nu har jeg en helt normal arbejdsdag, hvor folk kommer og snakker. Og jeg vil sige, at jeg faktisk har fået en tættere kontakt til mine kolleger efter kønsskiftet.

Efter Lili Elbes identitetsskifte var reaktionerne så negative, at hun i 1912 måtte flygte til Paris for at leve med sit nye køn. I 1930 blev Lili Elbe for første gang opereret i Berlin, så kroppen kunne følge med den forandrede identitet.

Også Bodil Marie Jensen skal på et senere tidspunkt have en kønsskifteoperation, men først skal hendes juridiske kønsskifte, der blev gennemført i november, have været i effekt i cirka halvandet år.

Hos Grundfos er afdelingsleder Brian Dahl glad for, at det er lykkes at hjælpe Bodil med at "springe ud" så gnidningsløst.

- Jeg havde ikke nogen manual at støtte mig til, men på Grundfos hylder vi mangfoldighed, siger han.

- Jeg kan se, at Bodil har det bedre med sig selv end Bo, og det betyder noget for mig og for virksomheden, at medarbejderne er i balance.

/ritzau/