Groot på vej væk fra TTH

Alt tyder på, at Nycke Groot forlader Team Tvis Holstebro til sommer.

19Hbold.Consolidated.01.jpg

Hun er anfører og en af de allerstørste profiler på Team Tvis Holstebros damehold i Guldbageren Ligaen. Men nu tyder alt på, at hollandske Nycke Groot forlader klubben til sommer.

- Der har været en del topklubber, der har vist interesse for Nycke, og da hun samtidig har givet til kende over for os, at hun ikke er afvisende over for et skifte, er det et meget muligt scenarium, siger træner Niels Agesen.

Det har ikke været muligt at træffe Nycke Groot for en kommentar, men Niels Agesen fortæller, at klubben står ved en skillevej.

- Vi leger med to muligheder lige nu. Enten skal vi fortsætte med at være udviklingsklub, eller også skal vi høste frugten af de seneste års flotte resultater nu, og satse på at etablere os som en top seks klub, siger Niels Agesen.

Niels Agesen bekræfter, at uanset hvem der forlader klubben, bliver der kigget efter nye spillere til den nye sæson.

FCM Håndbold nævnes af andre medier, som et godt bud på Groots fremtidige klub.

22-årige Groot har spillet 107 kampe for Team Tvis Holstebro.