Grøn Energi: Røffel til politikerne

Både producenter og aftagere af husstandsvindmøller er frustrerede over de danske politikeres energiaftaler.

husstandsvindmolle_0.jpg

Når indehaver af Thymøllen, Leif Pinholt, ser tilbage på de sidste fire års energiaftaler, så er det med stor frustration.

- Det har været een stor op- og nedtur, det har været fuldstændigt frustrerende. Utroligt frustrerende, siger Leif Pinholdt.

Hans virksomhed er fuldstændigt afhængig af de politiske beslutninger, der bliver truffet på energiområdet. Og de politiske energiaftaler har været for mange og for korte, mener han.

- Vi troede, at nu havde vi virkelig gang i det hele, og bum, så stoppede det hele igen og så skal du til at fyre folk, som du har ansat og lært op, forklarer Leif Pinholdt.

Ønsker fem-årig energiaftale

Det første energiforlig, som satte gang i hans forretning, blev vedtaget i 2009, med bred opbakning. Men forliget, som førte til en kraftig stigning i salget af solceller og husmøller til private, blev ændret i slutningen af 2012 med en ny aftale, og Leif Pinholts forretning gik i stå.

- Så stoppede det hele, og vi kunne jo ikke begynde at bruge penge, som vi ikke havde. Vi får ikke en chance for at lægge lidt på bogen, så vi kan udvikle. Det hele er alt for kortsigtet, mener han.

- Det vil give os arbejdsro, hvis man i det mindste over en fem-årig periode havde den samme ordning. Indtil videre har vi haft to til tre år, maksimum, at arbejde indenfor. Når vi lige er ved at være der, hvor vi skal til at tjene penge, så lukker man. Og det er ikke særlig sundt for hverken samfundet eller for os, mener Leif Pinholdt.

Frustrerede aftagere

Også aftagerne af de små husstandsvindmøller er frustrerede. En af dem er Kaj Jepsen fra Nr. Nissum. Han har ventet på en husstandsvindmølle i over to år. Efter en længe ventet aftale fra februar i år ser møllen nu ud til at blive en realitet. Men ventetiden var unødvendig, mener Kaj Jepsen.

- Man kan godt blive lidt harm på politikerne. De vil gerne have en grøn politik gennemført, men de kan ikke få lovgivningen på plads, siger han.