Kvinde forsøgt voldtaget under løbetur i Skive
Onsdag eftermiddag blev 27-årig kvinde udsat for et voldtægtsforsøg under en løbetur i Gymnasieparken i Skive.
Ved højlys dag onsdag omkring kl. 16.00 var en 27-årig kvinde ude på en løbetur. Turen gik gennem Gymnasieparkens stisystemer i Skive, inden den stoppede brat. Kvinde passerede en mand, der i forbifarten greb fat i hendes buksekant.
Herfra vred manden kvindens arm om på ryggen, hvorefter han krænkede hende groft seksuelt, oplyser politikommissær ved Skive Politi, Lars Mikkelsen.
- Manden tvinger herefter kvinden forover, men det lykkes hende at gribe fat i en peberspray, som hun har i sin lomme. Hun rammer i ansigtet, og han knækker sammen, hvorefter hun flygter fra stedet, siger Lars Mikkelsen.
- Vi ser meget alvorligt på det her. Vi skal reagere med det samme for at undgå lignende tilfælde, siger Lars Mikkelsen.
Han opfordrer slutteligt vidner til at rette henvendelse på 1-1-4.
Kvinden er i dag torsdag blevet lægeundersøgt, og ud over tekniske beviser på de seksuelle krænkelser har hun også fået skader i både ansigtet og på ryggen.