Grønt lys for trinbræt i Tvis og Sparkær

En fantastisk nyhed for Tvis og Holstebro Kommune, siger Holstebros viceborgmester.

jernbaneskinne.jpg
Foto: Arkiv

Tvis i Holstebro Kommune og Sparkær i Viborg Kommune kan i fremtiden få status som jernbanebyer med egne trinbrætter.

I det nye togforlig, som et bredt flertal fredag blev enige om på Christiansborg, står der nemlig, at operatøren forpligtes til at betjene fem nye stationer (Tvis, Sparkær, Jerne og Laurberg), hvis stationerne vel at mærke står klar.

- Det er en fantastisk nyhed og kulminationen på 10 års målrettet arbejde. Det er en stor ting for Tvis og Holstebro Kommune, siger Holstebros viceborgmester Anders G. Jacobsen, der også er formand for støtteforeningen for genåbningen af trinbrættet i Tvis.

Der er ikke afsat penge til nye stationer i forliget, og Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen siger til Dagbladet Holstebro Struer, at det vil være en forudsætning, at Holstebro Kommune selv betaler en del af udgifterne.

Alligevel er dagens aftale et meget vigtigt signal, vurderer Anders G. Jacobsen.

- Det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan begynde at tale om finansieringen, siger han.

Der er ifølge viceborgmesteren 700 lokale arbejdspladser i Tvis. Han vurderer, at et trinbræt i Tvis vil kunne hjælpe Holstebro Kommune med at fastholde de mange kommende ansatte på supersygehuset i Gødstrup.