Gris næsten frikendt for svinepest

Foreløbige prøver for svinepest fra mistænkt gris er negative. Slagteri i Herning kan ånde lettet op.

Lille gris
Foto: Arkiv

Fødevarestyrelsen fortæller i dag til TV MIDTVEST, at mistanken om svinepest i en gris fra Silkeborg-egnen, som var sendt til slagtning på Danish Crowns slagteri i Herning, stort set er afblæst.

Det sker efter, at man har fået resultatet, af de prøver man tog tirsdag. Disse resultater er negative.

Hvor sikre er I på resultatet?

-Jeg vil sige 99,9 % sikker, siger souschef i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.

Han glæder sig meget over dette resultat. 

- Det er jo dejligt, så kan vi ånde lidt lettet op igen. Hvis den var positiv, så ville en meget stor del af vores eksport stoppe øjeblikkeligt, fortæller Stig Mellergaard.

Fødevarestyrelsen vil dog være helt sikker. Derfor foretager man endnu en test torsdag. Slagteriet får derfor ikke lettet på alle restriktioner endnu.

- Slagteriet får lov til at slagte almindelig slagtning onsdag, men de får ikke lov til at køre kød ud i detailledet. De skal køre kød på lager, indtil vi har det endelige svar i morgen, slutter Stig Mellergaard.