Gris årsag til arbejdsulykke hos Tican

Medarbejder fik revet hud af hånden. Arbejdstilsynet er igang med at undersøge, hvordan ulykken kunne ske.

En arbejdsleder hos Tican kom i dag til skade i forbindelse med et stop på slagtekæden.

En gris havde sat sig fast i maskineriet (efter den var aflivet, red.) og arbejdslederen skubbede til nogle grise for at sætte arbejdet igang igen. Men under manøvren fik han sin hånd i klemme og huden på oversiden af hånden blev revet af.

- Det er altid ærgerligt, når en person kommer til skade, lyder det fra direktøren på Tican, Ove Theils.

- Nu skal vi have foretaget en vurdering af om vi kan iværksætte nogle foranstaltninger, så vi kan undgå lignende skader i fremtiden, forklarer han videre med henvisning til Arbejdstilsynet, som tirsdag eftermiddag er igang med at undersøge ulykken.

- Arbejdstilsynet kommer altid ind over, når der sker noget i forhold til maskineriet. Det er normal procedure, siger Ove Theils.