Grillen hitter trods vinterens kulde: Sådan laver du flæskestegen på grill

Det er gråt og koldt og julen står for døren, men alligevel er det sæson for grillmad. Se her, hvordan du tilbereder julemiddagen på grillen.

Kalenderen siger kun midt november, men alligevel er der i øjeblikket stor interesse for at lære, hvordan juleflæskestegen skal tilberedes.
Kalenderen siger kun midt november, men alligevel er der i øjeblikket stor interesse for at lære, hvordan juleflæskestegen skal tilberedes.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Regn og minusgrader er nok ikke lige det, de fleste forbinder med grillmad.

Alligevel er det netop passionen for at grille, der har samlet 25 deltagere til vintergrillkursus i Viborg tirsdag aften.

Grillentusiasterne er samlet i et telt, hvor der langsomt spreder sig en særlig duft af jul, brændte mandler og brunede kartofler.

En af læremestrene ved vintergrillkurset er Karsten Høyer, han er kok ved Weber i Aalborg og grillærer. Han holder styr på opgaverne i grillkurset.

- Det næste i skal er at forberede en skinke, der skal glaseres i noget brun farin og sennep, råber han udover forsamlingen, der primært består af mænd.  

Og der er mange forskellige årsager, til at deltagerne er dukket op til kurset i Viborg.

Nogen kommer, fordi de gerne vil have nogle ideer. Nogen kommer for hyggens skyld, fordi det er socialt at lave mad og andre kommer, fordi de gerne vil optimere nogle teknikker, siger Karsten

- Det lød sjovt, så det skulle jeg prøve, siger grillkursist Steffen Pedersen, der står og rører i en stor portion brændte mandler på en kuglegrill.

Julemad på grill

Den søde juletid nemlig ved at være nær, og derfor skulle der være helt styr på grillteknikken til julemiddagen.

Vi har oplevet en langt større interesse, for at man kan grille andet end bare pølser, siger Karsten Høyer.

 Anders Høj deltager for første gang og han er ikke i tvivl om, hvor julemiddagen skal tilberedes den 24. december.

- Både anden og flæskestegen skal ud på grillen i år. Det er helt sikkert.

Han tager inspiration og gode ideer med sig hjem fra det populære kursus i Viborg.

Alt vejr er grill-vejr

- Vi har et jule- og nytårstema, så det handler også om at tage varmt tøj på, siger Karsten Høyer, der suser rundt og vejleder deltagerne til, hvordan de bedst betjener grillen.

Selvom der er tændt for varmen i teltet, er der alligevel er en smule køligt. Det er dog ikke noget, der står i vejen for en ægte grillentusiast. 

- Vejret er bare påklædning. Man kan grille i alt slags vejr, og sådan er det bare, siger Anders Høj, der er kørt fra Højslev for at være med til vintergrillkursus.

Og efter et veloverstået kursus er det tid til at skåle i øl.
Og efter et veloverstået kursus er det tid til at skåle i øl.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

En anden fordel med udegrillen er også, at man slipper for at gøre rent inde i køkkenet.

- Så kan man sige: jeg skal nok gå ud og tage grillen og så kan lillemor tage opvasken, siger Karsten med et smil på læben.

Kurset er blevet afholdt de sidste 3 år over hele landet og interessen har været stigende. I 2016 havde de 598 kursister fordelt på 17 kurser. I 2017 var der 571 kursister fordelt på 15 kurser.

Og i år er der indtil videre 797 kursister fordelt på 26 kurser, og arrangørerne regner med, at de kommer op på ca. 1.000 inden sæsonen er ovre i december.

Se med i indslaget herunder, hvor vi er med til vintergrillkursus i Viborg: