Grebet strammes om ulven: Esben Lunde åbner op for indhegning

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil se på mulighederne for at hegne ulvene ind.

Mandag blev en af de danske ulve skudt. Politiet har sigtet en 66-årig mand for ulvedrabet. Foto: TV 2

Det skal være slut med, at ulve går frit rundt i den danske natur.

Det mener Socialdemokratiet, der foreslår, at ulvene bliver hegnet ind, skriver avisen Danmark.

Læs også Ulv skudt ved Ulfborg: En mand anholdt

- Vi vil ikke acceptere, at et rovdyr skaber så stor frygt og utryghed for mange mennesker især i det vestlige og sydlige Jylland.

- Vi foreslår, at man får indfanget de vilde ulve og sørger for, at de bliver indhegnet. Det kan foregå i reservater i Tyskland eller måske i Danmark, siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til avisen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil se på mulighederne for at hegne ulvene ind, udtaler han i et skriftligt svar til Ritzau.

- Jeg ved, at mange er utrygge ved ulven i den danske natur, og jeg forstår deres bekymring. Jeg er allerede i gang med at undersøge, om vi kan indhegne ulven, så befolkningen i de områder, hvor den i dag færdes, ikke skal være utrygge.

Dansk Folkeparti og Konservative har foreslået, at ulvene skal skydes. Det er imidlertid ikke lovligt, da ulven er fredet og dermed under beskyttelse i hele EU.

Står det til Alternativet, skal ulvene dog hverken indhegnes eller skydes.

I stedet skal de fortsat kunne gå frit rundt som hidtil, mener partiets miljø- og dyrevelfærdsordfører, Christian Poll:

- Det er en stor misforståelse, at folk er bange for ulve. De gør ikke mennesker noget, det er bare noget, vi frygter, fordi er opflasket med "Den lille rødhætte og ulven", siger han.

Læs også Sebastian Klein: Ulven er altså ikke særlig farlig

Der findes allerede i dag en mulighed for at aflive såkaldte problemulve, som udgør en særlig trussel.

- Når jeg ser formuleringerne om problemulve, er det meget tydeligt, at de regler ikke fungerer. Med vores forslag slipper vi for at skyde og dræbe et truet dyr, siger Christian Rabjerg Madsen.

Esben Lunde Larsen er enig i, at der skal kigges på reglerne for problemulve.

- Jeg vil også have smidigere regler for, hvornår man kan skyde en såkaldt problemulv, som er til gene for mennesker og landmænds dyr. Disse nye regler forventer jeg at kunne præsentere inden for de kommende to uger, udtaler han.

00:48

De Konservative vil nu have folketinget til at ophæve fredningen af ulven, så det bliver tilladt at skyde den

Luk video

Christian Rabjerg Madsen har ikke en plan for, hvordan ulvene skal fanges ind, eller hvad man gør, når nye ulve krydser grænsen.

- Det kan jeg ikke bevæge mig dybere ned i nu. Men det er et dyr, som trods alt kun findes i et begrænset omfang i den danske natur, så jeg er overbevist om, at vi sammen med eksperter kan finde en måde at få indfanget dem på, siger ordføreren.

Han kender godt eksperternes udsagn om, at ulve ikke udgør en reel fare, men han mener, det er nødvendigt at tage folks bekymring alvorligt og at beskytte husdyr.

Dansk Folkeparti støtter ideen om at få ulvene bag hegn enten her eller i udlandet:

- Det er en god idé, og den støtter vi. Jeg ved, at man i Frankrig gerne vil have flere ulve, og vi har nogle, de må få, siger dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF) til avisen Danmark.
 
/ritzau/

02:21

På den ene side dem, der er fascineret af ulve og på den anden side står dem, der frygter rovdyret.

Luk video