Gravhund reddet ud af flammehav

Et mirakel reddede en hund fra at blive flammernes bytte ved brand i nat ved Kjellerup

En gravhund blev i nat reddet ud af flammehavet ved en brændende ejendom i  Pederstrup. Foto:Peter Erfurt 24-7news
En gravhund blev i nat reddet ud af flammehavet ved en brændende ejendom i Pederstrup. Foto:Peter Erfurt 24-7news

En gravhund overlevede på mirakuløs vis en voldsom brand i nat på en ejendom i Pederstrup ved Kjellerup. 

Branden opstod kort før klokken to i nat og bredte sig nærmest eksplosionsagtig. Da brandfolkene fra Midtjysk Brand & Redning nåede frem, var det meste af ejendommen overtændt.  

Indehaveren var på det tidspunkt sluppet ud af gårdens beboelses-del, men savnede en af de to hunde der var på ejendommen. Det oplyser indsatsleder Per Jensen.

- Vi kunne ikke gøre andet end at starte efterslukningen og under dette arbejde, finder vi pludselig en gravhund, der har gemt sig under en stålreol i ejendommen, og dermed undgået at blive flammernes bytte.

Efterfølgende måtte brandmændene give den forkomne hund ilt og pakke den ind i tæpper, så den langsomt kunne komme til kræfter igen.

- Det var et sandt "mirakel" at den overlevede. Men dejligt for os, at vi trods de tragiske omstændigheder kunne redde hunden for indehaveren, der ellers mistede alt ved branden, konstaterer indsatsleder Per Jensen.

Ved branden omkom i øvrigt en del høns, som opholdt sig i et tilstødende udhus. En brandmand kom desuden lettere til skade, da et udhæng styrtede ned og ramte ham på benet. 

Hvordan branden er opstået er der ikke klarhed over endnu.

0:30
Se video fra branden og redningen af gravhunden her. Foto: Peter Erfurt 24-7news

Det er kun to døgn siden brandfolk reddede et kæledyr fra at brænde inde. 

1:53
Ved en brand i et hus i Pårup reddede lokale brandmænd en kat ved at give den førstehjælp.