Unges opråb gav pote: Gratis psykologhjælp er vigtigt

I Ringkøbing-Skjern har politikerne valgt at gøre en forsøgsordning med gratis psykologhjælp til unge permanent.

Niklas Stentoft Mogensen er formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes ungdomsråd. Han er derfor en af dem, som var initiativtager til gratis psykologhjælp til unge i kommunen.
Niklas Stentoft Mogensen er formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes ungdomsråd. Han er derfor en af dem, som var initiativtager til gratis psykologhjælp til unge i kommunen.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

En forsøgsordning i Ringkøbing-Skjern Kommune gav i 2017 kommunens unge mellem 15 og 21 år mulighed for at modtage op til fem gratis psykologsamtaler. Den forsøgsordning er nu blevet permanent.

Det var gennem henvendelser fra blandt andre Ringkøbing-Skjerns ungdomsråd, der gjorde, at byrådet bevilgede penge til ordningen. Ungdomsrådet mener nemlig, at psykologhjælp kan være vigtigt for unge mennesker.

- Formålet med det her initiativ var at ramme dem, som bor i en villa, og som har det godt udadtil, men indeni har det dårligt, fortæller Niklas Stentoft Mogensen, der formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes ungdomsråd. 

Det er kun unge, som ikke allerede er i en form for forløb, der kan modtage de gratis psykologsamtaler. Sidste år benyttede 249 unge sig af tilbuddet om at tale med en af de 14 psykologer og psykoterapeuter, der er med i projektet.

- Man er så fastlåst i den her forestilling om, at hvis man ikke får 12 i alt, så kan du bare ikke blive til noget. Derudover er der også generelt det sociale, for når man er ung, så er der bare en masse ting, som skal falde på plads, fortæller Martine Brumsbjerg. der er elevrådsformand på Ringkøbing Gymnasium. 

Ringkøbing-Skjern har i det nye år styrket gratis, anonym psykologhjælp fra 800.000 kroner til en million kroner og er dermed den kommune, der har sat flest penge af, ud over kommunens andre tilbud. Rektor på Ringkøbing Gymnasium oplever til dagligt, hvordan unge mennesker er påvirket af hverdagens stress og jag. 

- Vi ser et samfund, der stiller store krav til de unge. De skal vælge tidligt, og de skal helst se at komme i job så hurtigt som muligt, så de kan tjene penge til staten. Der er pres på dem, fortæller Tonni Hansen, der er rektor på Ringkøbng Gymnasium. 

Ifølge rektor er det derfor også positivt, at Ringkøbing-Skjern Kommune forsøger at gøre noget ved problemet, så det ikke vokser sig større.

- Angst er jo ved at være vores folkesygdom nummer et. Før i tiden var det en diskusprolabs, men i dag er det mere psykiske problemer, der præger - især hos de unge, fortæller Tonny Hansen.

2:53