Gratis prævention bliver revet væk

I Herning er der nu gratis prævention til de unge, der ønsker det - og det er et stort hit.

Gratis Preavention 2.jpg

Ungerådgivningen UngMod 24-7 i Herning har den seneste uge tilbudt gratis prævention til unge under 25 år, og det har været en stor succes.

- Vi får rigtig mange henvendelser, og det er rigtig dejligt, at de unge har taget godt imod det og synes, at det er en god idé. Der er mange, der bl.a. har skrevet og rost os på Facebook, forklarer Morten Petersen, der er rådgiver hos UngMod24-7.

Især er han glad for, at tilbuddet er nået ud til en bred skare af unge mennesker.

- Vi har unge, som er lidt mere ressourcestærke, som gerne vil have gratis prævention, fordi de måske ikke synes, de har råd til det. Men vi ser også en anden gruppe henvende sig - de lidt mere ressourcesvage unge, som måske ikke har tænkt på prævention før, siger han og fortsætter:

- Det er måske unge, som er lidt udsatte i samfundet og ikke har den helt store økonomi at gøre med og måske tidligere har fået aborter. Det, at vi rammer begge målgrupper, er vi rigtig glade for.

Målet med projektet, der blev kickstartet for en uge siden, er at sænke antallet af aborter og kønssygdomme i Herning Kommune.

Der er afsat 300.000 kroner til at sikre gratis prævention til kommunens unge i løbet af de næste to år, hvilket rækker til prævention til omkring 250. Projektet er kun tidligere blevet forsøgt én gang - i Halsnæs Kommune i Nordsjælland.