Grand Prix-Rasmussen: Jeg glæder mig sindssygt meget

33-årige Jonas Rasmussen er klar til at repræsentere Danmark ved det europæiske Melodi Grand Prix

Grand Prix-Rasmussen
Foto: Henrik Bagger / Scanpix

Så er det i aften, at den syngende viking fra Viborg skal i aktion ved det europæiske Melodi Grand Prix i Portugal.

Jonas Rasmussen rejste allerede til Lissabon for halvanden uge siden, og indtil nu er tiden gået med tonsvis af prøver og interviews.

- Jeg glæder mig sindsygt meget til at komme på scenen med mine fellow-wikings. Jeg har mødt en masse solister fra de andre lande, og vi kommer skide godt ud af det med hinanden. Det er en kæmpe fest, fortæller han.

Har rejst Europa tyndt

I løbet af de seneste måneder har Jonas Rasmussen rejst rundt i Europa, for at spille koncerter og promovere det danske bidrag til den berømte musikkonkurrence. Han har blandt andet spillet til to såkaldte Eurovision-preparties i Israel og Amsterdam.

- Jeg anede ikke, at den her Eurovision-verden var så stor. Det er jo helt vildt, så meget det betyder for en masse mennesker. I Amsterdam var vi 32 ud af de i alt 43 lande repræsenteret, siger han.

3:44
TV MIDTVEST har besøgt Jonas Rasmussen på Scenekunstskolen i Viborg

Blev kontaktet af DR

Jonas Rasmussen kom med i det danske Melodi Grand Prix, efter at han blev kontaktet af DR på Facebook.

- De ville høre, om jeg kunne tænke mig at give et bud på en sang, som de havde fået ind, der havde sådan et ret dramatisk vikinge-agtigt udtryk. De var faldet over min profil, fordi de vist havde fået mig anbefalet af nogen. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvordan det er foregået, men jeg var i Sverige og indspille den, og så kunne de lide, hvad de hørte, fortæller han.