GPS hjalp politiet med at finde frem til værktøjstyv

En 41-årig mand er nu sigtet for indbrud i et værksted i Durup. GPS i det stjålne værktøj satte politiet på sporet.

Foto: Jeppe Carlsen/Ritzau Scanpix

Midt- og Vestjylland har på det seneste været plaget af flere værktøjstyverier, men nu har moderne teknologi hjulpet politiet med at opklare én af sagerne.

Det drejer sig om et indbrud i et værksted i Durup i Salling, hvor der natten til den 26. september blev stjålet værktøj for omkring 100.000 kroner. Der var blandt andet tale om vinkelslibere, boremaskiner og stiksave.

Læs også Stjal værktøj for flere hundrede tusinde – erkendte på stedet, da politiet bankede på

Ejeren havde gemt en GPS i det ene stykke værktøj, og torsdag gav den pludselig signal fra sig. Ejeren kunne se, at værktøjet befandt sig på en adresse i Krejbjerg, og da politiet lagde vejen forbi, fandt de størstedelen af det stjålne værktøj i garagen. 

Beboeren på ejendommen, en 41-årig mand, er nu sigtet for tyveri, og Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive glæder sig over, at indbruddet nu er opklaret.

- Det er et godt eksempel på, at teknologien kommer os til gavn. Det sætter vi stor pris på, siger han.

Den 41-årige blev i øvrigt også sigtet for overtrædelse af våbenloven, idet politiet fandt en nunchako - et ulovligt våben, der bruges til visse former for kampsport. Samtidig blev han også sigtet for at køre på knallert med amfetamin i blodet.

Læs også Indbrudsbølge: Varebiler brudt op – værktøj for 150.000 kroner er væk