Gps fældede tyveknægte

Gps fældede tyveknægte

En snedig gravermedhjælper installerede gps i Højslev kirkes plænetraktor. Da tyve for tredje gang forsøgte at stjæle den, kom de ikke langt.

Højslev kirke på Overmarkvej i Skive fik torsdag aften besøg af tyve for tredje gang inden for et halvt år. Lige som de to første gange gik tyvere målrettet efter plænetraktoren i redskabsskuret. Men denne gang nåede de ikke langt. Kirken havde nemlig installeret en gps i plænetraktoren. Politiet kunne kort tid efter anholde tre gerningsmænd ved Møldrup ved Viborg. Der er tale om to drenge på 18 år og en på 20. Måske står drengene bag flere lignende tyverier. Det er Viborgs politi nu ved at undersøge.

- Der har været en del lignende tyverier omkring Viborg og Skive, hvor tyvene har stjålet gravmaskiner, rendegravere og havetraktorer. Det kan ikke udelukkes, at de anholdte har noget med det at gøre, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk.

Han forklarer, at maskinerne er let omsættelige. Måske fordi politiet ikke lige tjekker stelnummeret, som de gør på cykler.