Golfoverraskelse: Kunne ikke mærke fingrene

Mads Søgaard ligger i top-ti ved Made in Denmark inden sidste runde, men han har skullet vænne sig til presset.

Made in Denmark_0.jpg

Den 22-årige Ikast-dreng Mads Søgaard spiller normalt på Challenge Touren, men denne weekend ligger han delt nummer syv efter tredje runde af European Tour-turneringen Made in Denmark i Himmerland.

Inden søndagens runde er han otte slag under banens par, og han har brugt 205 slag indtil nu. Det allerførste slag ved turneringen var dog nær aldrig blevet slået, fortæller Mads Søgaard.

- Mit første slag i turneringen var på hul ti. Imens kom Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen og Darren Clarke gående fra hul tre og passerede over til hul fire.

- Der var ret mange mennesker, og der kunne jeg ikke mærke mine fingre, siger den benovede midtjyde.

Følelsen er dog kommet tilbage i fingrene, som slet ikke har vist tegn på nervøst fumleri i løbet af turneringen, hvor Mads Søgaard har leveret tre fine runder. Derfor er planen også, at han skal slutte ordentlig af søndag med endnu en god runde.

- Jeg vil forsøge at lave det samme som i dag (lørdag, red). Jeg kunne godt mærke, at der er flere mennesker, og det skal man lige omstille sig til. Det er superfedt, men det kræver, at man er med på, hvad man laver, siger Mads Søgaard.

Opbakningen til den unge spiller har været enorm hele turneringen igennem, hvor masser af folk fra Mads Søgaards lokale golfklub i Ikast har taget turen til Gatten for at heppe. Det har hjulpet spilleren, som dog lige skulle vænne sig til opmærksomheden.

- Det er skønt med al den opbakning, og jeg klager overhovedet ikke, men det er bare en tilvænningssag, siger Mads Søgaard.

Inden søndagens sidste runde er Mads Søgaard bedste dansker sammen med Søren Kjeldsen. De ligger begge på en delt syvendeplads.

 

/ritzau/