Godt nyt for badegæster i Thyborøn: Får livreddere til sommer

​Livreddere kommer til at holde øje med badegæster ved Thyborøn Strand til sommer.

Det er tårne som denne, der bliver sat op på Thyborøn Strand. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Du kan med ro i sindet kaste sig ud i bølgerne ud for Thyborøn Strand til sommer.

TrygFonden og Lemvig Kommune har nemlig indgået et samarbejde om en livredderordning, og det betyder, at uddannede livreddere fremover kommer til at bidrage til trygheden på stranden i højsæsonen.

- Vores livreddere er i fuld gang med at forberede sig på sommerens udfordringer og ser frem til at skabe trygge rammer for strandens gæster, siger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed hos TrygFonden, i en pressemeddelelse.

Også hos Lemvig Kommune ser man frem til samarbejdet.

- Det er en fantastisk  nyhed for vores mange turister og lokale borgere, der bruger stranden, siger formand for Lemvig Kommunes Teknik & Miljøudvalg, Steffen Damsgaard.

Livredder tårne bliver sat op

Inden sommersæsonen vil TrygFonden sætte sine velkendte rød- og hvidstribede livreddertårn op langs stranden ved Thyboron.

Tårnet vil komme til at indeholde alt det livsvigtige udstyr, som livredderne har brug for – herunder rescueboard, hjertestarter og andet førstehjælpsudstyr. Udover de livreddende indsatser vil livredderne også kunne sørge for at gribe ind, før ulykkerne sker.

Livredderne vil være at finde på stranden fra den 29. juni til den 22. august.