Grisetyveri på Thyholm: - Godt nok et særsyn

En gris blev torsdag aften stjålet fra en svinestald på Thyholm.

Gris
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

To uvedkommende personer var i går aftes på spil på en gård på Thyholm. De to personer gik ind i en uaflåst grisestald, hvor de valgte at stjæle en gris.

- Det er sjældent, man ser det her. Vi har før oplevet, at der er blevet stjålet en større gruppe dyr med henblik på et videresalg, men én enkelt gris er godt nok et særsyn, oplyser Knud Lauridsen, der er politikommissær hos Holstebro Lokalpoliti.

Klokken 22.13 torsdag aften fik politiet en anmeldelse fra en gårdejer, der stod og manglede en gris fra sin svinestald i Hvidbjerg. Kort efter blev grisen og gårdejeren dog genforenet, da han fik en melding om, at den var set i nærheden.

- Der var et vidne, som havde set to personer stå og kæmpe lidt med en gris i nærheden, så gårdejeren tog selv ned og hentede den, fortæller politikommissæren. 

Ud af de to personer, som har været inde i svinestalden, er det kun den ene, der nu er sigtet i sagen. Det drejer sig om en 57-årig mand, som politiet nu skal have tjekket op på.

- Den 57-årige risikerer en bøde. Men det afhænger også af, om han har gjort noget lignende før, fortæller Knud Lauridsen fra Holstebro Lokalpoliti.