Sejlersøskende på Sunds Sø: - Godt at have nogen at se op til

Tre søskende fra Ikast er alle vilde med sejlsport. Den ældste vil være træner, den yngste vil sejle verden rundt. Ja, det vil de alle tre faktisk.

De tre søskende, Rasmus, Louise og Cecilie Højgaard, dyrker alle sejlsport.
De tre søskende, Rasmus, Louise og Cecilie Højgaard, dyrker alle sejlsport.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det med at sejle er fedt. I hvert fald hvis man spørger Rasmus, Louise og Cecilie Højgaard fra Ikast.

- Det er fantastisk at sejle, og det er en helt anden følelse af frihed, man har, når man sidder ude på vandet. Og man er et helt andet menneske, når man kommer ind igen, siger den 16-årige storebror.

14-årige Louise er helt enig.

- Når man sejler, og det måske er lidt vildt, der er noget adrenalin og vandet sprøjter, er det bare rart, lyder det.

Og spørger man den yngste på 11 år, Cecilie, er det dejligt at dele alt det med sine ældre søskende.

- Det er godt at have nogle, man kan se op, fortæller hun.

De har netop været til konkurrence på Sunds Sø. Og heldigvis har de hinanden, for mor og far har ikke den store sejlerviden at bidrage med.

- Det har vi ikke. Ikke på det plan. Og ikke teknisk. Det har vi ikke noget erfaring i, men det må vi jo få hen ad vejen og ellers hjælpe til, hvor vi kan, forklarer Lone Højgaard.

Lillesøster har fremtidens idé

Mens Louise bare nyder at sejle, har Rasmus mere lyst til at lære fra sig.

- Jeg drømmer om at blive en rigtig god træner, siger han.

Men det er nu alligevel Cecilies fremtidsplan, der også for de to andre lyder mest tillokkende.

- Jeg skal have købt en båd, når jeg bliver stor, og så skal jeg nok sejle verden rundt, fortæller hun, inden de to andre stemmer i.

2:30
Sejlads er ikke det første, man tænker på, når man siger Midtjylland, men tre søskende er blevet grebet af sporten.