Godt grin

Flot og meget morsom opsætning af Mel Brooks-musical i Musikteatret i Holstebro.

09022Producsers.jpg

Ved premieren på "The Producers" fredag aften morede publikum sig fra start til slut.

- Musikteatrets opsætning fås ikke bedre. Det er en hylende morsom komedie i en flot, flot opsætning. Skuespillerne kan det hele, skriver Dagbladet Holstebro-Struer i avisens anmeldelse lørdag.

Også Sofie Lassen-Kahlke, der sidste år spillede hovedrollen i "Baronessen fra benzintanken" - også i Musikteatret i Holstebro - er begejstret.

- Jeg synes, at det var en rigtig, rigtig festlig oplevelse. Der er så meget lune i forestillingen, den er sjov, og der er så mange fede sange og dansenumre, og folk på scenen gør det virkelig godt. Man kommer bare i et super humør. Og så var der lige den ekstra detalje for mig, at jeg jo lige har spillet sammen med næsten dem alle sammen, så jeg kunne slet ikke få armene ned og havde bare lyst til at stille mig op på scenen og danse med. Det gjorde jeg nu ikke, men jeg synes, at det var en rigtig festlig oplevelse," siger Sofie Lassen-Kahlke til TV/MIDT-VEST.

Den kendte skuespiller er imponeret over, at det er lykkedes Musikteatret i Holstebro at trække forestillingen til Vestjylland.

- Jeg synes, det er fantastisk, at man kan stable en så flot forestilling på scenen i en by som Holstebro. At der er så mange gode kræfter der, synes jeg er virkelig prisværdigt.

"The Producers" er historien om Broadway-produceren Max Bialystock, der sammen med revisoren Leo Bloom vil han sætte et stort stykke op, som forskellige investorer skal skyde en masse penge i. Ved at hyre en masse dårlige skuespillere håber Max, at stykket går fallit, og at han så kan stoppe investorernes penge i egen lomme.

I alt medvirker over 100 skuespillere, sangere, dansere, musikere og teknikere i forestillingen i Holstebro.