Gode råd i kampen mod mos

Foråret er over os. Det betyder havearbejde, men for mange haveejere er det lig med en genstridig kamp mod mosset. Her får du ekspertens tips mod mos.

mos
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er mange måder at gøre det på, og der er ikke en måde, der er den rigtige.

Iver Andersen har rådgivet om bekæmpelse af mos i en årrække. Og det er ikke tilfældigt at redskaberne til en ekstra flot græsplæne lige nu er det første, du møder i havecentret.

- Konen siger, i dag er det godt vejr, vi skal i haven. Du tager dig af græsplanen, og jeg skal nok lige pynte krukkerne og så videre. Derfor bliver det ofte manden, der sendes afsted, og det er ikke altid, han kan huske, hvad han gjorde sidste år, fortæller Iver Andersen, der er indehaver af Haveoasen i Lind.

 

Ifølge Iver Andersen er mossens fjende nummer et jernvitriol.

- Det er ovntørret, så det er lige som strandsand, og derfor er det meget nemmere at strø. Det er relativt billigt, og det gør ikke skade på nogen ting andet end, at mosset bliver sort.

 

Når mosset er blevet sort er det ifølge eksperten frem med riven, så man får åbnet op og får noget luft ned til sin græsplæne.

- Når man går i gang med jernvitriolen, så bliver det mørkt at se på i nogle dage. Det forandrer sig ret hurtigt, og hvis du så igen får sået de her frø, du får givet det noget gødning og der kommer noget vand og noget varme, så får du lynhurtigt et pæn græsplane.

 

Er du mere til maskiner, så kan du også bruge en vertikalkærer i kampen mod det genstridige mos.

-Selvom det ser lidt hårdt ud, så er det faktisk godt til græsplanen at få sådan en tur en gang i mellem.

 

Til de som bliver skræmt af maskiner og rive. Så kan du også nøjes med en mindre tidskrævende strøhånd.

- Den nemme løsning er naturgødning, der virker langsigtet. Den indeholder kalk, så du hæver jordens Ph-værdi og lidt jernvitriol, så du får mosset væk. Derudover har du gødningen, og den er heller ikke så farlig, hvis du kommer til at tabe en håndfuld eller kommer til at dosere for meget. Den svider ikke, fordi den virker langsomt.

 

Er det stadig for omfattende, så bør du måske i stedet bruge kræfterne på at overbevise konen om fordelene ved en mosset og blød græsplæne.