God lodtrækning til FCM i CL

FC Midtjyllands håndboldkvinder slap for at møde sidste års finalister i mellemrunden i Champions League

FCM_Haandbold_klynge.jpg

FC Midtjyllands håndboldkvinder fik en god lodtrækning til mellemrunden i Champions League. De danske mestre skal i gruppe 1 møde Vardar Skopje fra Makedonien, Thüringer HC fra Tyskland og IK Sävehof fra Sverige. De fire hold mødes ude og hjemme.

- Det var den pulje, vi havde håbet på, så vi er tilfredse, siger FC Midtjyllands sportschef Hans Peter Riis.

FC Midtjylland slap for at møde sidste års vindere, Györ fra Ungarn, og finalisterne Larvik fra Norge. De er i stedet med i gruppe 2 sammen med Buducnost (Montenegro) og Krim Mercator (Slovenien).

Førsteplads gav god seedning

 FC Midtjylland imponerede stort i det første gruppespil, hvor klubben vandt fem kampe og kun tabte en enkelt. Det betød, at den danske klub vandt sin gruppe foran Buducnost, FCT-Rail Cargo fra Ungarn og MKS Lublin fra Polen. Nu er klubbens nye målsætning at ende blandt de to hold i næste gruppespil, der går videre til semifinalerne.

- Chancerne er væsentligt større, end hvis vi var havnet i den anden pulje. Det er gode hold, vi skal møde, men jeg ser klart større muligheder her, siger sportschefen.

Første runde i mellemrunden bliver afviklet den 1.-2. februar næste år.

/ritzau/