Klimaekspert: - Politikere mangler retningslinjer for grøn rejsepolitik

Det er en fordel med retningslinjer for landets offentlige institutioner, når medarbejderne skal ud at rejse. Det mener klimaekspert.

SAS
Foto: NF/Ritzau Scanpix

Retningslinjer for grønnere rejsepolitik for landets offentlige institutioner er en god idé. Sådan lyder det fra klimaekspert Henrik Gudmundsson efter sagen om Alternativets Rasmus Foged ønsker at tage toget fremfor flyveren, når han skal med Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling på studietur til Amsterdam og Bruxelles til foråret. 

- Det ville være en god idé med retningslinjer, for så behøver man ikke tage stilling til det fra gang til gang, siger Henrik Gudmundsson, der er seniorkonsulent hos tænketanken Concito. 

Opfordringen lyder på, at kommuner og offentlige institutioner vil få mest ud af at sætte overordnede retningslinjer for, hvordan man forholder sig til klimaet, når man rejser. Dog mener Henrik Gudmundsson, at den enkelte kommune og institution forsat skal have mulighed for at opveje den konkrete situation og derfra vurdere, hvordan man bedst tilgodeser en grøn miljøpolitik.

- Retningslinjerne vil betyde, at man ikke hver eneste gang skal ind og diskutere fordelene ved det ene eller det andet. Hvordan man rejser er vigtigt, og her kunne der eksempelvis være retningslinjer for, hvor meget ekstra en miljøvenlig rejseform må koste. Der kunne også være regler om at kompensere for CO2-udledningen fra rejser, siger Henrik Gudmundsson.

- Politikerne vil ikke være skurken hver eneste gang, der er en, der ønsker en mere miljørigtig rejse, hvis der lå de her retningslinjer.

4:13
Her kan du se indslaget om Rasmus Foged, som TV MIDTVEST sendte den 5. december. 

Et vigtigt klimasignal at sende

I forbindelse med studieturen til marts ønsker Rasmus Foged, selvom turen bliver dyre, altså et alternativt transportmiddel end det fly, han og de andre oprindeligt skulle have været med.Ifølge klimaeksperten kan den holdning få en positiv effekt på andre.

- Jeg tror, at det er et meget vigtigt signal. Det er interessant og lidt pioner-agtigt at gøre, som han gør. Politikerne er nøglepersoner udadtil, og derfor sender det nogle vigtige signaler, siger Henrik Gudmundsson. 

Hvorvidt det batter noget rent miljømæssigt, at Rasmus Foged ønsker at tage toget fremfor flyet, er dog ikke helt let at svare på. 

- Det er svært at vurdere, hvor meget effekt det reelt har, når enkeltpersoner træffer sådan et valg. Men der er ingen tvivl om, at mange bække små gør en forskel i det samlede regnskab, siger han.

Flere vælger fortsat flyveren

Selvom flere fortsat sætter sig i et fly, når turen går uden for Danmarks grænser, så peger Henrik Gudmundsson på en ændret holdning blandt forbrugerne. 

- Vi hører om mange, der er bekymrede for miljøet og ønsker råd om, hvordan man på anden måde kan hjælpe klimaet, hvis man ender med at sætte sig i flyet. Så det er helt klart en tendens, at folk begynder at tænke over de miljømæssige konsekvenser ved at flyve. Om det så betyder, at de tager toget eller bilen i sidste ende, det ved vi ikke noget om, fortæller han.

Tabel bragt i Politiken den 7. august 2018
Tabel bragt i Politiken den 7. august 2018

Kilde: Beregning udført af CONCITO for Politiken på grundlag af input/output-opgørelser. Den konkrete CO2-udledning afhænger af den bestemte flymodel, bilmodel, kørslen m.m. 

Tænketanken Concito lavede tidligere på året udregninger for Politiken, der viste, at en tur med flyvet til Sydeuropa udleder 500 kilo CO2 per person. Til sammenligning udleder en togtur til Sydeuropa kun 150 kilo CO2 per person.

- Fly er en af de helt store CO2-syndere, og derfor ligger der en pænt stor klimaregning der. Det kan godt være, at en togtur bliver dyre, men i sidste ende er det miljøet, der betaler den største pris, siger Henrik Gudmundsson.   

28:27
Klimapolitikken fylder både til højre og venstre i folketingssalen. Hvor stor er udfordringen? Hvilke redskaber vil politikerne gøre brug af, for at sikre en bæredygtig fremtid? Debattører: Thomas Danielsen (Venstre), Mogens Jensen (Soc.dem.), René Gade (Alternativet) og Jørgen E. Olesen, professor og klimaforsker ved Aarhus Universitet