Glyngøre årets landsby

Region Midtjyllands Landsbypris 2015 går i år til Glyngøre. Det besluttede regionsrådet onsdag.

Du kan gå ned til vandet på højst ti minutter. Du kan nemt at finde et hus med udsigt. Og du kan være sikker på, at alle de andre i byen også vil stedet og sammenholdet.

Det er bare tre gode grunde til at bo i landsbyen Glyngøre. I hvert fald hvis man spørger byens 1515 indbyggere. Og i dag blev byen så kåret som Årets Landsby af Regionsrådet for Region Midtjylland. Glyngøre er den syvende i rækken af prismodtagere.

En by med en masterplan

Formanden for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, Kirsten Jørgensen, har kun rosende ord til overs for sin by, grønne korridorer, byfester, en dykkerpark, en bypark, Limfjordens Hus, et iværksætterhus i den nedlagte højttalerfabrik og et blomstrende foreningsliv, for nu at nævne nogle.

Og roserne stoppede ikke her.

- Glyngøre har været på en fantastisk rejse fra glorværdig færgeby, over industriby med mange arbejdspladser, der forsvandt, til nu at have sin egen "Business Innovation Glyngøre, " lød det fra regionsrådsformand Bent Hansen (A.)

Også Poul Erik Christensen (B), der er formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, var imponeret over den masterplan, som Glyngøreborgerne i sin tid udarbejdede for landsbyen og præsenterede for en fyldt hal en søndag formiddag.

Flere børnefamilier

Men der bliver ingen hvilen på laurbærerne i Glyngøre. For på trods af succes, så er det endnu ikke lykkedes at tiltrække nye tilflyttere til byen.

- Måske skulle vi prale lidt mere, siger Kirsten Jørgensen med henvisning til, at det endnu ikke er lykkedes at få byen til at vokse i indbyggertal.

Især ville byens borgere gerne byde nogle flere børnefamilier velkommen.

- Det er da en kvalitet, at man kan stille barnevognen midt i fuglefløjt og frisk luft, lyder det fra Kirsten Jørgensen.

Nu kan byen i hvert fald med god grund prale af at være Årets Landsby 2015.

FAKTA om landsbyprisen:

  • Region Midtjyllands Landsbypris uddeles i år for syvende gang med det formål at fremhæve de ypperste eksempler på små samfund, der har snydt landsbydøden.
  • Prisen følges af 150.000 kroner og er hidtil gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune, Nørager i Norddjurs Kommune samt Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune.