Langballe risikerer exit: - Glæder mig til, at valget er slut

Christian Langballe glæder sig over, at valgkampen snart er overstået - og så skal Dansk Folkeparti evaluere, hvad der gik galt i valgkampen.

Christian Langballe
Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Det har været en lang valgkamp. Også for Dansk Folkepartis folketingsmedlem og -kandidat i Vestjyllands Storkreds.

- Jeg glæder mig også til, at det er overstået. Nu har vi været ude på gader og stræder, siger han til TV MIDTVEST.

Han anerkender gerne, at hans parti har været udfordret denne gang.

- Alle kan se, at det kunne have været bedre for os i den her valgkamp. Vi har jo været trængt fra flere sider, og vores budskaber er ikke gået igennem. Men jeg er ukuelig optimist, siger han til TV MIDTVEST og uddyber:

- Det går op og ned. Det har ikke været nogen fantastisk valgkamp for os for at sige det, som det er, men jeg er valgt ind på mine holdninger, og det er det, jeg interesserer mig for.

Han tilføjer, at det aldrig har været hans mål at blive karrierepolitiker, men udelukkende at tage en kamp for fædrelandet.

Skal tilbage til DF Classic

Trods alt er han fortrøstningsfuld for sit eget fald, selvom han risikerer at ryge ud af Folketinget. Når det er sagt, skal Dansk Folkeparti kigge indad, når valget er slut.

- Vi skal lige sunde os og så tilbage til DF Classic.

Han vil ikke kommentere, hvad Dansk Folkeparti skulle have gjort anderledes ved valget.

3:40