Glade gymnasie-elever: Kommer alligevel på drømmetur

En studietur for elever på Ikast-Brande Gymnasium så ud til at blive aflyst på grund af orkanen Florence. Nu bliver turen alligevel gennemført.

Mange har måttet forlade hus og hjem efter Florence hærgede på østkysten i USA.
Mange har måttet forlade hus og hjem efter Florence hærgede på østkysten i USA.
Foto: Sean Rayford / Ritzau Scanpix

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi har arbejdet i døgndrift for at prøve at få det til at fungere.

Sådan lyder det fra lektor Sune Thyssen fra Ikast-Brande Gymnasium. Her har han undervist i 12 år.

Ordene kommer, lige inden han skal ind til et afgørende forældremøde angående en studietur til USA - en drømmetur, som de 37 deltagende elever selv har betalt 7.000 kroner til.

Den har ad flere omgange været ved at gå i vasken, uden at eleverne kunne få så meget som en krone tilbage.

Ingen penge retur

Destinationen var Wilmington på den amerikanske østkyst i staten North Carolina.

Men netop den by ligger lige der, hvor orkaner ynder at gå i land, når det er sæson for den slags.

Senest var det orkanen Florence, der 14. september ramte byen og skabte død og ødelæggelse.

- Vandet bliver presset ind fra Atlanten og ødelægger de yderst liggende områder, fortæller Sune Thyssen.

Men efter Florence havde været på sit højeste, tydede alt på, at de 37 elever og deres lærere fra Ikast-Brande Gymnasium alligevel kunne komme afsted.

By blev til ø

Alt er kaos i Wilmington, hvor infrastrukturen er brudt sammen.
Alt er kaos i Wilmington, hvor infrastrukturen er brudt sammen.
Foto: Privat

Den magtdemonstration vejret var i færd med at demonstrere sluttede dog ikke med Florence's hærgen.

- Så kommer der 70 cm regn på én nat, fortæller Sune Thyssen med et stort suk.

Wilmington har 117.500 indbyggere, og efter regnen er byen i den situation at samtlige indfaldsveje til byen er under vand eller undermineret.

- Og der er ingen strøm eller vand, fortsætter Sune Thyssen.

Alle skoler bliver brugt som shelters, for folk som har måttet flygte fra stormen, og det kommer til at stå på de næste to måneder.

Meget blev sat under vand, da der pludselig kom 70 cm regn efter orkanen Florence.
Meget blev sat under vand, da der pludselig kom 70 cm regn efter orkanen Florence.
Foto: Sociale Medier / Ritzau Scanpix

Eleverne fra Ikast-Brande Gymnasium på et tidspunkt helt opgive at tage afsted til Wilmington. Og da det skyldes force majeure kunne eleverne ikke få deres 7.000 kroner tilbage fra den aflyste drømmetur.

- Det har været kaos, fastslår Pernille Ritter der går på STX på Ikast-Brande Gymnasium.

- Måske kom vi afsted - måske ikke, fortæller hun.

Siden har der været arbejdet på højtryk for at lave et alternativ på rekordtid.

Ny destination

Pernille Ritter, 2. c, Ikast-Brande Gymnasium
Pernille Ritter, 2. c, Ikast-Brande Gymnasium
Foto: Privatfoto

Det er nu vedtaget, at turen bliver til noget, men i stedet går den til hovedstaden Washinton D.C.

Der er bare et stort men…

Eleverne skulle i Wilmington have været privat indkvarteret, og dermed var der også sørget for forplejning.

Det betyder, at den nye tur bliver ca. 200.000 kroner dyrere på grund af ombookning, indkvartering og forplejning tre gange om dagen.

- Det ville have givet os en ekstraregning på 6.000 kroner, fortæller Pernille Ritter, der går i 2. c.

Men det har ikke slået lærerne og eleverne ud.

- Jeg tog eleverne i hånden ud at samle penge ind hos virksomheder i området, fortæller Sune Thyssen.

Og lokale virksomheder som KK Wind Solutions og Niebuhr Gears har givet en økonomisk håndsrækning til studieturen. Skolen har også spædet lidt ekstra til i den usædvanlige situation.

Flere mistede deres opsparing efter Florence, da huse gik tabt i vandmasserne.
Flere mistede deres opsparing efter Florence, da huse gik tabt i vandmasserne.
Foto: Sean Rayford / Ritzau Scanpix

Et afgørende møde

Sidst på eftermiddagen onsdag var der så møde med forældrene. De blev præsenteret for den løsning, der nu er blevet kæmpet for på rekordtid. En lettet Sune Thyssen fortæller efter mødet om forældre og elevers modtagelse af den nye rejseplan:

- De var meget glade og tilfredse. Skolen præsenterede dem for en løsning, hvor vi vil gøre alt for at begrænse deres ekstra egenbetaling mest muligt.

- Vi fortsætter med at kontakte virksomheder og fonde, og desuden skal eleverne ud og arbejde, når vi kommer hjem med henblik på at rejse yderligere kapital til turen, skriver han på SMS lige efter mødet.

Sune Thyssen, lektor, Ikast-Brande Gymnasium
Sune Thyssen, lektor, Ikast-Brande Gymnasium
Foto: Ikast-Brande Gymnasium

Hos eleverne er der stor lettelse over løsningen.

- Humøret lige nu det er meget godt og meget højt. Jeg er meget glad for at vi kommer på tur, siger en glad Pernille Ritter på mobilen.

- Det er dejligt, vi kommer afsted, når vi har lagt så mange penge i det. Det, at vi kommer ud og sammen som klasse på får den studietur som oplevelse, det er det vigtigste, slutter Pernille Ritter fra Ikast-Brande Gymnasium.

Der er dog et lille stykke vej endnu, inden alt er på plads til rejsen, som begynder torsdag den 4. oktober.

- Det er lidt presset at skulle have 37 elever afsted. Vi ved ikke, om vi har noget hotel, griner Sune Thyssen.

Studieturen har været under forberedelse i halvandet år, og de 37 elever, der skal med, kommer både fra STX- og IB-linjen på Ikast-Brande Gymnasium.