Gigantisk investering i hurtigere tog

Regeringen præsenterer fredag middag en gigantisk investering i fremtidens togdrift. 27 milliarder skal gøre det hurtigere og grønnere at rejse mellem regionerne.

Togskinner.jpg

Det er danmarkshistoriens største samlede investering i togdrift, der fredag middag bliver fremlagt på Christiansborg. Omkring 28 milliarder vil regeringen bruge på at elektrificere og udbygge tognettet i Danmark. Det skulle øge togenes hastigheder markant og samtidigt være mindre forurenende end de dieseldrevne tog.

- Jeg glæder mig selvfølgelig over det. Det er en stor dag. Det er en investering, der bliver til glæde over hele landet, og også til midt- og Vestjylland. Det mangler vi. Du vil kunne komme til København fra vores område en time hurtigere end du gør i dag. Og så skal vi jo ikke glemme, at alt det her kommer til at skabe arbejdspladser, siger næstformand i Socialdemokraterne, Mogens Jensen.

De 27 milliarder til den store investering finder regeringen ved nu at hæve beskatningen på udenlandske olieselskaber i Nordsøen til samme niveau som danske operatører i samme område. Det skal maximalt tage en time fra Aalborg til Aarhus og fra Aarhus til København.

Udbedring mellem Struer og Vejle

Når det store arbejde med at elektrificere jernbanenettet begynder, bør der også udvides med endnu et spor mellem Vejle og Struer over Herning, mener Mogens Jensen. Strækningen er et af de steder, der lige nu kun er et enkelt spor.

- Jeg vil selvfølgelig arbejde for, at der også kommer et løft af jernbanenettet imellem Vejle og Struer, så man kan spare op mod en halv time alene der. Elektrificeringen i sig selv vil også kunne give en tidsbesparelse, som vil være væsentlig for Midt- og Vestjylland. Det bliver også miljømæssigt en kæmpe gevinst, siger en glad Mogens Jensen. Det synspunkt tilslutter De Radikales Andreas Steenberg sig. Han siger, at det vil være oplagt, at udbedre strækningen i samme ombæring.

Mogens Jensens glæde over investeringsplanerne bakkes op af Hernings borgmester Lars Krarup.

- Med det her er der udsigt til, at man i fremtiden med tog vil kunne køre fra Herning til København på bare to en halv time. Det ser jeg som en fordel. Bysamfund kommer til at ligge tættere, og det kan jeg kun være tilfreds med, siger Lars Krarup, Venstre.

Der er afsat halvanden milliarder kroner alene til at udbedre strækningen imellem Vejle og Herning.